'En ren smædekampagne'. Sådan beskriver formanden for EU-nævnet, tidligere folketingsmedlem Claus Larsen-Jensen (S), de beskyldninger om inhabilitet, der er blevet rettet mod ham. Den tidligere formand for Folketingets Europaudvalg har bragt sig selv i søgelyset i sin egenskab af formand for EU-nævnet, der bevilger støtte til forskellige organisationers EU-oplysning. Larsen-Jensen sad for bordenden, da EU-nævnet i maj uddelte en treårig bevilling på 10,1 mio. kroner til EU-oplysning. Afviser anklagerne I alt fik 13 organisationer del i bevillingen. Fire af dem har, ifølge ugeavisen Notat, det til fælles, at Claus Larsen-Jensen er enten menigt medlem eller medlem af ledelsen. Claus Larsen-Jensen afviser anklagerne, fordi han netop gjorde opmærksom på sine relationer til foreningerne, hvilket bekræftes af et andet nævnsmedlem, tidligere folketingsmedlem for Venstre, Inge Dahl-Sørensen.
Nævnsformand anklages for inhabilitet
Lyt til artiklen