Søndag eftermiddag afleverede talsmanden for Falun Gong-bevægelsen i Danmark, Marco Hsu, en politianmeldelse af den kinesiske rigsadvokat Jia Chungwang, der er i landet for at deltage i en konference. Rigsadvokaten er anklaget for at være en af øverste ansvarlige for forfølgelse og tortur af Falun Gong-bevægelsens medlemmer. DF: Vil ikke føre til noget Formanden for Folketingets retsudvalg Peter Skaarup tror dog ikke, politianmeldelser af besøgende kinesiske embedsmænd vil føre til noget: »Vedkommende er meget vel skyldig i at bakke op om et styre, som jeg er enig med Marco Psu i, er forfærdeligt. Men der er et stort skridt derfra til at anklage embedsmænd på besøg i Danmark. Så stavnsbinder man de mennesker, man gerne vil i kontakt og dialog med«, siger han. 'Alt for brutalt styre' Peter Skaarup opfordrer i stedet til, at Danmark via de diplomatiske kanaler melder mere kontant ud overfor Kina. »Det kinesiske styre er alt for brutalt overfor anderledes tænkende, og de overtræder lov og ret. Det er forfærdeligt, det der sker med både med både Falun Gong og tibetanerne«, siger han. V: Det er ikke måde at gøre det på Han bakkes op af flere af Folketingets ordførere. Troels Lund Poulsen, Venstres udenrigsordfører, mener også, at dialog er løsningen på problemerne i Kina. Han er ikke i tvivl om, at politianmeldelsen er foretaget fortrinsvist for at få opmærksomhed og ikke så meget i håbet, om at Jia Chungwang faktisk bliver anholdt. »Kineserne skal selvfølgelig presses på menneskerettighederne - jeg tror bare ikke, det her er måden at gøre det på. De gør, som jeg ser det, sig selv en bjørnetjeneste ved at politianmelde uden at have egentlige beviser«, siger Troels Lund Poulsen, som støttes af de konservatives retsordfører Tom Behnke. Frank Aaen fra Enhedslisten er dog mere klar i mælet: »Man skal tage fat i folks personlige ansvar lige så vel som staters gøren og laden. Er der anklager om tortur, så har Danmark forpligtelse til at undersøge, om der er hold i det«. De Radikales Morten Helveg Petersen er helt på det rene med, at når privatpersoner foretager politianmeldelser for overtrædelse af menneskerettighederne, så gør det det diplomatiske arbejde »hamrende besværligt« - men han synes alligevel, det er en positiv udvikling. »På det generelle plan er det udtryk for, at universaliteten af menneskerettighederne slår igennem. Det er en spændende tendens«, siger han. 'Repræsentant for undertrykkende regime' Falun Gongs talsmand Marco Hsu forstår ikke de enkelte ordføreres modvilje mod retsforfølgelse. »Hvem er det, der kommer? Det kan godt være, at han er repræsentant for en stormagt, men han er også noget andet: Han er repræsentant for et undertrykkende regime og leder af det såkaldte 610-agentur, hvis eneste arbejde er at overvåge og udøve forfølgelsen af Falun Gong. Alene i hans periode som sikkerhedsminister blev flere tusinde udøvere slået ihjel«, konstaterer han. Falun Gong-bevægselsen afventer nu sagen forløb. Politiet skal sende anmeldelsen videre til statsadvokaten, som så skal se på, om der belæg for at rejse tiltale. Jia Chungwang er i Danmark indtil den 1. september. Justitsminister Lene Espersen (K), der søndag aften holdt åbningstalen for den konference, hvor Jia Chungwang deltager, ønsker ikke at kommentere politianmeldelsen før statsanklageren har taget stilling til den. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den kinesiske ambassade.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























