På Christiansborg spekuleres i et væk over afløsere, efter at statsministerens pressechef Michael Kristiansen har lagt sin opsigelse på bordet. Mange nævner chefredaktør Michael Ulveman fra Dagbladenes Bureau som et godt bud. Han har arbejdet som Jyllands-Postens korrespondent i USA, har et indgående kendskab til det politiske spil på Christiansborg og udstråler lige dele venlighed og kynisme. Desuden har han i mange år haft et nært venskab med Michael Kristiansen, som han for 15 år siden samarbejdede med om en biografi om Poul Schlüter (K). Svag outsider Ved samme bogprojekt deltog Berlingske Tidendes politiske kommentator Thomas Larsen, der har været meget tæt på statsministeren i forbindelse med arbejdet om interviewbogen 'I godtvejr og storm'. Han nævnes som en svag outsider. Et tredje bud er journalist Helle Ib, der er ansat på Dagbladenes Bureau og har en fortid på Jyllands-Posten. Foruden et dybt og bredt kendskab til dansk politik kan hendes force være hendes køn, idet Anders Fogh Rasmussen gennem flere år har arbejdet for at forbedre sin udstråling blandt kvindelige vælgere. Brug for en hård hund Et andet kvindeligt bud er Venstres forholdsvis nystartede pressechef Søs Marie Serup. Michael Kristiansens forgænger, chefredaktør Henrik Qvortrup fra Se & Hør, vurderer, at Anders Fogh Rasmussen har brug for en strategisk tænkende rådgiver, der samtidig er en hård hund med pondus til at sige både statsministeren og et erfarent pressekorps midt imod. Om sin egen interesse for et comeback udtaler Henrik Qvortrup: »Når du spørger, hvad jeg synes om jobbet hos Anders Fogh, vil jeg sige, at det er et af Danmarks mest spændende job. Men jeg er fantastisk glad for det job, jeg har«. Kan man udlægge det som en ansøgning? »Du kan udlægge det præcis på den måde, jeg siger her«, siger Henrik Qvortrup. Kristiansen Strategy For Michael Kristiansen skiftes Centraladministrationen ud med en tilværelse som selvstændig konsulent i den nystartede virksomhed Kristiansen Strategy, der skal være specialiseret i strategisk rådgivning for blandt andre Danske Bank. »Nu skal jeg prøve af, om nogle af de ting, jeg har brugt her, kan bruges andre steder end i den politiske verden. Selvfølgelig er der andre vilkår i den private sektor end i politik, men det er grundlæggende de samme mekanismer. Min styrke er en skarp analytisk evne«, siger Michael Kristiansen. Udramatisk afgang Hans exit sker uden smækken med døren, og på Slotsholmens rygtebørs trives ingen historier om, at alvorlige uoverensstemmelser mellem statsministeren og toprådgiveren skulle være årsag til det overraskende jobskifte. Ud over erhvervslivet regner Michael Kristiansen med at komme til at løse opgaver på konsulentbasis for Venstre. Men i sin nuværende funktion stoppede han mandag, oplyser Anders Fogh Rasmussen. Nye rådgivere Med Michael Kristiansens farvel kommer statsministeren udpræget til at støtte sig på nye rådgivere i den kommende tid. Foruden departementschef Nils Bernstein, der afløses af kollegaen Karsten Dybvad fra Finansministeriet, har Statsministeriet netop skiftet ud på posterne som departementsråd for både indenrigs- og udenrigspolitik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























