Per Stig: Tjetjenerne sætter sig selv udenfor

Per Stig Møller: Ingen gider snakke med tjetjenerne efter det her. - Foto: Mads Nissen
Per Stig Møller: Ingen gider snakke med tjetjenerne efter det her. - Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) har ingen forståelse for, at Tjetjeniens talsmand i Danmark, Usman Fersauli, er blevet udnævnt til udenrigsminister i en tjetjensk oprørsregering med deltagelse af terrorlederen Sjamil Basajev. 'Uacceptabelt' Per Stig Møller (K) siger, at selv om Udenrigsministeriet ikke i øvrigt har kontakt til Usman Fersauli, så har tjetjenerne nu afskåret sig fra enhver politisk indflydelse. »Det er uacceptabelt, at Sjamil Basajev sidder i regeringen, og det betyder så også, at hvis tjetjenerne skulle forestille sig at komme i dialog med omverdenen, så kommer de ikke i dialog med omverdenen. Vi vil ikke forhandle med terrorister og anerkende terrorister ved forhandlingsbordet. Så de sætter sig uden for samtalekredsen«, siger udenrigsministeren til Ritzau. Kritik fra DF Fra Folketinget har der lydt kritik fra SF i dagens Politiken af den tjetjenske Basajev-regering. Dansk Folkeparti tilslutter sig kritikken. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, siger, at partiet tidligere lige som andre partier på Christiansborg - har været villig til at snakke med tjetjenerne, når de blev kontaktet. »Men det stopper, så længe Sjamil Basajev har en direkte eller inddirekte kontakt til oprørsregeringen. Man diskvalificerer sig selv med den beslutning. Det er uforståeligt og dumt, for nu er der jo ikke længere nogen, som vil have noget med dem at gøre. Den lille smule sympati, man måtte have i forhold til tjetjenernes sag, forsvinder nu. Det får dog ikke andre konsekvenser, end at man ikke vil tale med Usman Fersauli længere, da det er Sjamil Basajev som er problemet«, siger Søren Espersen. Sjamil Basajev var med til at organisere sidste års blodige terroraktion på en folkeskole i den russiske by Beslan, der kostede flere end 330 livet. De fleste var børn. Støttekomité: En politisk fejltagelse Også Støttekomitéen for Tjetjenien er kritiske og siger, at det er 'en politisk fejltagelse at tage Sjamil Basajev ind i regeringen': »Nu har man en undskyldning for at sige, at alle tjetjenere er terrorister«, siger formanden, Thomas Bindesbøll Larsen. Han kritiserer dog samtidig vestlige politikere herunder Per Stig Møller for selv at være med til at fremme en radikalisering af en den tjetjenske oprørsbevægelse ved ikke have hjulpet med til at finde en løsning på konflikten. 'De moderate har presset på - forgæves' Sjamil Basajev kom således først ind i regeringen efter Ruslands drab på den folkevalgte tjetjenske præsident Aslan Maskhadov i marts. Præsidenten talte for en forhandlingsløsning på konflikten med Rusland og tog afstand fra terror. »Problemet er, at de moderate tjetjenere i årevis forgæves har stået og banket på døren og bedt om at få en dialog i gang i forsøget på at finde en fredelig løsning. De har sagt, at vi kan kontrollere ekstremisterne for øjeblikket, men vi kan ikke love for fremtiden. Men ingen vestlige politikere har været interesseret i at støtte en sådan dialog for at undgå nye terrorhandlinger«, siger Thomas Bindesbøll Larsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her