Retsmediciner ændrede obduktionsrapport

Lyt til artiklen

En kvinde bliver sidste år kvalt med et stykke nylonreb i sit hjem. Hendes mand er blevet tiltalt for drabet og mødte i mandags op i Østre Landsret. Men nu skal sagen gå om, fordi de tre dommere har erklæret bevismaterialet ugyldigt. Den obduktionserklæring, som retsmedicineren i sin tid skrev, blev nemlig senere ændret, efter et møde mellem politi og retsmediciner, hvor de ikke indkaldte den tiltaltes forsvarer, som loven ellers foreskriver. Betænkeligt »Det finder jeg meget betænkeligt. Ikke alene på kanten af, men i strid med menneskerettighedskonventionens krav om en retfærdig rettergang, fordi det er det reelt afgørende bevis i sagen«, siger advokat Morten Wagner, der er forsvarer for den 35-årige ægtemand, der er sigtet for drab. Obduktionserklæringen er vigtig, fordi den er med til at afgøre, om kvinden kan have begået selvmord. Manden nægter sig skyldig. Brev i sagsmappen »Jeg kan ikke acceptere, at man først får en erklæring, og når man så er utilfreds med den, foretager man forskellige aktiviteter, som gør, at man får nogle nye erklæringer. Det er jo egnet til at fremkalde en fornemmelse af, at politiet forsøger at påvirke udfaldet af sagkyndige erklæringer«, siger Morten Wagner. Aftenen før retsmødet bliver Morten Wagner betænkelig, fordi han i sagsmappen finder et brev fra statsobducenten, der henviser til et brev, som ikke ligger i mappen. Han finder derfor ud af, at der har været et møde mellem retsmedicinere og politi, og at der er blevet udformet en ny lægeerklæring, uden at han er blevet indkaldt. Politi afviser kritik Vicepolitimester Jeanette Wincentz Andersen fra Slagelse Politi mener ikke, at politiet har handlet forkert. Hun forklarer, at hun kontakter Retsmedicinsk institut for at få at vide, om kvinden kan have stranguleret sig selv. Retsmedicineren kan ikke finde nogen oplysninger fra den første officielle rekonstruktion og beder om at få et reb, der matcher det, politiet fandt om kvindens hals. Et par betjente kører forbi med rebet, og mens de er der, binder retsmedicinerne rebet om armen på en medarbejder fra instituttet, forklarer hun. »Det er retsmedicinerne, der, for at kunne besvare mine spørgsmål, laver et forsøg. Politiet er kørt ind med rebet og overværer det. Men det er ikke dem, der gør det«, siger hun. Men de tre dommere var jo enige i Morten Wagners betragtninger. Det er vel, fordi I ikke fulgte den procedure, I burde?

»Det er deres holdning, og det bliver vi nødt til at tage til efterretning«, siger Jeanette Wincentz Andersen og tilføjer, at de to betjente formentlig bare stod og kiggede på. Formentlig?

»Ja, jeg ved det jo ikke. Jeg har ikke været der«. Ny erklæring på vej Anklageren Kristine Sharling vil nu forsøge at få en helt ny obduktionserklæring, når sagen igen skal tages op. Sagen startede en nat i september måned sidste år, hvor den 35-årige mand ringede til alarmcentralen og fortalte, at han havde fundet sin kone død. Da politiet ankom til huset, fandt de den 25-årige kone kvalt med et nylonreb om halsen. Den 35-årige blev anholdt få timer efter, fordi politiet mener, at det nærmest er umuligt at kvæle sig selv med et nylonreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her