Onsdag var en god dag for spilleforhandlerne rundt om i landet og i Brøndby i særdeleshed. Vestegnens hold skulle spille mod Ajax om en plads Champions League, og det tiltrak kunder. Mads på 14 år var en af dem, der spillede 10 kroner på resultatet. Efter at Dansk Tipstjeneste på et bestyrelsesmøde i aftes besluttede, at unge under 16 år ikke længere må købe skrabelodder, lottokuponer og spille på oddset, er Mads en af dem, der skal til at bruge sine lommepenge til noget andet. Eller få sine forældre til at spille for ham. Indgrebet fra Tipstjenesten kommer efter pres for Center for Ludomani, fordi en norsk undersøgelse har vist, at 11.000 norske teenagere er storspillere og nemt bliver afhængige af spillet. Som alkohol Tipstjenesten har valgt aldersgrænsen på 16 år, fordi det er den samme som for alkohol og køb af cigaretter. Derimod er grænsen for at spille på Tipstjenestens spil på nettet fortsat 18 år. Informationschef Thomas Rørsig tror ikke, at begrænsningen vil medføre det store tab for Tipstjenesten, der sidste år omsatte for 9,7 milliarder kroner: »Det er vores fornemmelse, at de unge lægger meget små beløb hos forhandlerne. Men fordi vi ikke kender det reelle tal, indfører vi begrænsningen«, siger han. Vil ikke hindre unge i at spille Både skatteminister Kristian Jensen, Center for Ludomani og Børns Vilkår hilser initiativet velkomment. Men ingen tror på, at spilleforbuddet helt vil afskære unge fra at spille. »Vi kan nå et stykke vej med et forbud, men det vil ikke forhindre ludomani og spilafhængighed hos børn og unge. De spiller bare på internettet«, siger sekretariatschef Birk Christensen fra Børns Vilkår. 40.000 ludomaner For på trods af Tipstjenestens beslutning er det ekstremt svært at styre de unges spillevaner i en tid med mange udenlandske udbydere af spil på nettet. Det skønnes, at 40.000 danskere er ludomaner, og leder Michael Bay Jørsel for Center for Ludomani siger, at tallet er stigende. En del af henvendelserne kommer fra mindreårige og deres forældre. Og hver eneste dag får centret alene en eller to henvendelser fra folk, som er kommet i bundløs gæld, fordi de spiller poker på nettet. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet A.C. Nielsen/AIM fra juni viste, at 80.000 danskere har spillet poker på nettet det seneste år. Mellem 15.000 og 20.000 danskere spiller én til to gange om ugen, og af dem spiller hver femte for 10.000 kroner eller mere hver gang. Undersøgelsen har været med til at udbrede forståelsen af, hvorfor netop mange pokerspillere udvikler ludomani. Undersøgelse af unges spillevaner Hos Børns Vilkår vurderer man, spillemarkedet udvikler sig voldsomt også for de unge. Men der findes ingen tal, som kan understøtte formodningen. Derfor har organisationen sammen med Medierådet iværksat en undersøgelse af unges spillevaner. Resultatet bliver offentliggjort i november. »Vi hører, at især pokerspil har bredt sig helt vildt. Vi vil forsøge på en ikke-videnskabelig måde at finde ud af, om der er et problem, og hvor stort det er«, siger Birk Christensen. I foråret bad skatteministeren Socialforskningsinstituttet kortlægge udbredelsen af ludomani herhjemme for spillere, der er 18 år, og opefter. Undersøgelsen vil ikke omfatte helt unge. »Der er praktiske hensyn, der taler imod at tage de unge med. Blandt andet fordi det er en telefonundersøgelse. Men jeg har bedt følgegruppen overveje, om der også skal tages et initiativ omkring de unge«, siger skatteminister Kristian Jensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























