Finansloven rammer lejere

Lyt til artiklen

Med regeringens forslag til finanslov for 2006 vokser uligheden yderligere mellem boligejere og lejere. Regeringen fastholder skattestoppet, der især tilgodeser de ejere, som i forvejen sover sig til stadigt større friværdi, men vil til gengæld skære i boligstøtten til pensionister og lejere med hjemmeboende børn over 18 år. »Forkasteligt« Det falder boligselskaberne og flere partier for brystet - ikke mindst fordi finansminister Thor Pedersen (V) torsdag kunne præsentere en »historisk« god økonomi for husholdningen Danmark: Overskud på 50 milliarder kroner, faldende gæld, stigende beskæftigelse og stort plus på betalingsbalancen. »Vi får et mere opsplittet samfund med rige husejere og fattige lejere. Derfor er det forkasteligt, når regeringen vil lave yderligere skel«, siger formand for Boligselskabernes Landsforening (BL), Henning Kirk Christensen. Pensionister og børn over 18 år Ét tiltag rammer fremtidige pensionister. I dag får de fattigste en boligydelse på 3.750 kr. årligt, men fra næste år skal ingen nytilkomne pensionister kunne få den. Ifølge Politikens oplysninger vækker dette forslag skepsis hos Dansk Folkeparti. Regeringen vil desuden fjerne boligstøtten til lejere med hjemmeboende børn over 18 år. Hidtil har de været støtteberettiget, til børnene var 23 år. Det vil betyde, at f.eks. en kassedame med et hjemmeboende barn på 19 år mister mere end 6.000 kroner om året, viser beregninger fra BL. Besparelsen vil være 28 millioner næste år. Politisk kritik Når regeringen vælger at ramme de dårligst stillede lejere, er den på helt gal kurs, mener Socialdemokraterne og Enhedslisten. Thor Pedersen afviser, at forslagene har noget at gøre med ulighed. Pensionisttillægget skal fjernes, fordi det er »en uhensigtsmæssighed fra en tidligere reform«, forklarer han, og om støtten til hjemmeboende børn siger han: »Man er ikke barn, når man er 23 og har alle juridiske rettigheder«. 1,3 mia. i Landsbyggefonden Foruden indgrebene i boligstøtten vækker det også vrede, at regeringen vil hente 1,3 milliarder i den såkaldte Landsbyggefond, som de 530.000 lejere betaler til via huslejen. Boligselskabet KAB kalder det »avanceret tyveri«, at regeringen vil bruge pengene til at bygge boliger for i stedet for til at modernisere de gamle lejligheder, som oprindeligt var formålet med fonden. Støtte til nybyggeri Til det siger finansministeren: »Vi ønsker blot, at en større del af midlerne går til at støtte nyopførte boligbyggerier. Men det bliver inden for den kreds til brug for nuværende lejere og fremtidige lejere«. Hovedlinjen i regeringens finanslovsforslag er, at den overordnede plan for afvikling af gælden og stigningen i det offentlige forbrug skal fastholdes trods de strålende økonomiske nøgletal.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her