I anledning af Færdselsstyrelsens temadag om højresvingsulykker torsdag, var ni demonstrationslastbiler stillet op i en lagerhal, hver især udstyret med den sidste teknologi, designet til at forhindre cyklisters ofte livsfarlige møde med højresvingende lastbiler. En type af trafikulykker, der årligt rammer omkring halvtreds mennesker - ti af dem mister livet. Blandt de mest avancerede opfindelser blev deltagerne præsenteret for små kameraer på siden af lastbilen, forbundet til en skærm i førerkabinen, der suppleret med høje advarselssignaler, kan gøre chaufføren opmærksom på cyklister. Cyklistsensorer Andre påfund bød på cyklistsensorer, der ligeledes afgiver en høj lyd, hvis en »blød« trafikant kommer for tæt på. De mindre teknologikrævende opfindelser var blandt andet brede og mere krumme sidespejle, der skal give chaufføren et bedre udsyn. Det var både store og små, private producenter, der viste deres produkter frem. Både etablerede virksomheder, som allerede har lignende varer på markedet og bare kvikke opfinderhoveder med en god idé og en prototype. Nær fremtid Rådet for Større Færdselssikkerhed var med: »Vi fik et kig ind i en nær fremtid, og det var særdeles interessant. Vi fik præsenteret en bred palet af teknologiske værktøjer, og det er et glimrende supplement til sidespejlene«, siger Jesper Sølund, Rådets dokumentationschef. Gamle vaner Baggrunden for Færdselsstyrelsens temadag er den kedelige kendsgerning, at det ikke er lykkedes myndighederne at nedbringe antallet af højresvingsofre. Og det på trods af, at det siden oktober sidste år har været et lovkrav for lastbiler at have påmonteret et særligt sidevinkelspejl efter hollandsk forbillede. Da effekten er udeblevet, besluttede Transportministeriet i foråret at sætte Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) på sagen. Den har fået til opgave at analysere alle hidtidige højresvingsulykker, og komme med en forklaring. Spejle indstillet forkert Men Rigspolitiets kontroller i løbet af sommeren afslørede, at et stort flertal af lastbilchauffører havde indstillet sidevinkelspejlene forkert. Kun på en fjerdedel af de 107 lastbiler, der blev stoppet, var spejlene i orden. »Jeg er dybt forundret. Vi har trykt simpelt instruktionsmateriale for at hjælpe chaufførerne. Men det har åbenbart ikke hjulpet. Det må være på grund af indgroede vaner«, siger Victor Hollnagel, der er bilinspektør i Færdselsstyrelsen og medlem af HVU. Det er meningen, at de teknologiske sikkerhedsanordninger skal supplere de hollandske sidevinkelspejle. »Vi har brug for en løsning, der skal gøre det sikrere for cyklisten og enklere for chaufføren at svinge til højre«, siger Poul Andersen, vicepolitikommissær i Rigspolitiets Færdselsafdeling. Havarikommissionens endelige rapport vil ligge klar i slutningen af næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























