Forskere skal bevise deres værd

Forskningsresultater bliver ikke brugt nok i praksis, mener undervisningsminister Bertel Haarder (V). - Arkivfoto: Claus Bonnerup
Forskningsresultater bliver ikke brugt nok i praksis, mener undervisningsminister Bertel Haarder (V). - Arkivfoto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Forskere, der beskæftiger sig med pædagogik, børns mentale udvikling eller andre områder, der kan være »af interesse for undervisningssektoren«, skal redegøre for, hvad de har gjort for at nyttiggøre deres forskning. Det foreslår undervisningsminister Bertel Haarder. Han vil have forskerne til at levere et 'etisk regnskab' for, hvad de har gjort, for at deres forskning bliver omsat til god praksis. »Vi har en dyb krise mellem den forskning, der kunne være relevant for undervisningssektoren, og sektoren selv. Den nye viden kommer ikke derud, hvor den skal bruges«, siger Bertel Haarder. CVU'ere skal også dokumentere Forskerne er dog ikke alene om at skulle redegøre for deres samfundsindsats. CVU'erne - Centre for Videregående Uddannelser, der blandt andet rummer lærerseminarerne - bør på deres side også også dokumentere, hvor gode de er til at opfange og videreformidle ny forskning, foreslår Bertel Haarder. »CVU'erne har en forpligtelse i forhold til loven om at være de steder, hvor forskningen når ud til fagmiljøerne«, siger Bertel Haarder. Viden og videnskab mere attraktivt Bertel Haarder fremsatte sin idé på et pressemøde i Videnskabernes Selskab tirsdag. På pressemødet fremlagde en arbejdsgruppe med embedsmænd fra Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet og Kulturministeriet i alt 30 anbefalinger til, hvordan viden og videnskab gøres mere attraktiv for børn og unge. Blandt anbefalingerne er forslag til, hvordan forskerne på universiteterne kan komme i tættere kontakt med både de lærerstuderende på CVU'erne og lærere i gymnasium og folkeskole. »Med udgangspunkt i OECD's stærke kritik af den mangelfulde brug af forskningen på de danske seminarer, støtter jeg de anbefalinger«, siger Bertel Haarder. »Og jeg mener, at en af måderne, det kan ske på, er ved, at enhver forsker hvert år skal skrive et etisk regnskab for, hvordan hans forskning er blevet bredt ud. Jeg glæder mig til at få en dialog med CVU'erne og Danmarks Pædagogiske Universitet om, hvordan vi får løst dette problem«, siger undervisningsministeren ,der regner med snart at besøge DPU for blandt andet at diskutere dette. DPU afviser kritik På Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, mener rektor Lars Henrik Schmidt, at problemet snarere ligger hos CVU'erne. »Jeg vil gerne medgive, at der ikke har været den trafik af viden, man kunne ønske. Men det er en efterlodskritik. Jeg mener, at problemet i høj grad er løst. Jeg kan i hvert fald for mit universitet sige, at mine forskere er gode til at få formidlet deres forskning. Men jeg mener ikke, at CVU'erne omsætter den viden, der skabes på universiteterne, ordentligt«, siger DPU's rektor. Også forskernes skyld Formanden for CVU'ernes rektorer, Harald Mikkelsen fra CVU Midt-Vest, indrømmer, at de kan blive bedre. Han mener dog, at noget af kritikken bør rettes mod universiteterne. »Vi kan blandt CVU'erne blive bedre til at bruge den nyeste forskning. Men det kommer også an på forskerne. Nogle er vældig gode til at få deres forskning ud. Andre er mindre gode«, siger Harald Mikkelsen. Universiteterne er en del videnskabsminister Helge Sanders ressort. Han ser positivt på Bertel Haarders idé. »Hvis Bertel Haarders forslag, om at den enkelte forsker skal lave et 'etisk regnskab', kan være med til at sikre, at vi får bedre kommunikation af forskningen ud til børn og unge i uddannelsessystemet, så er det oplagt at Kultur-, Undervisnings- og Videnskabsministeriet i fællesskab ser på det«, siger Sander i en mail til Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her