Løkke ser på tobaksforbud

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beder kammeradvokaten se på muligheden for et forbud mod vanedannende tilsætningsstoffer i tobak. - Arkivfoto: Jens Dresling
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beder kammeradvokaten se på muligheden for et forbud mod vanedannende tilsætningsstoffer i tobak. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

For første gang skal kammeradvokaten nu vurdere mulighederne for at forbyde vanedannende tilsætningsstoffer i tobak. Det er meldingen fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der presset af et politisk flertal nu vil overveje at indføre et skrappere nationalt forbud mod tilsætningsstoffer i tobak end i det øvrige EU. Lange udsigter i EU Hidtil har regeringen forfægtet det synspunkt, at problemerne med tilsætningsstoffer i tobak bedst løses i EU-regi. Men en ny rapport fra EU-kommissionen har overbevist sundhedsministeren om, at det vil have meget lange udsigter at vente på EU. »Rapporten signalerer, at det er et alvorligt problem, men man må være ærlig og sige, at der nok ikke sker noget her og nu. Vi mener stadig, at sagen håndteres bedst internationalt, men jeg vil ikke afvise, at vi kan tage nogle skridt nationalt, indtil EU kommer på sporet. Nu beder vi kammeradvokaten om at bedømme det juridiske frirum, vi har«, siger Lars Løkke Rasmussen. Sagsanlæg Kammeradvokaten skal ikke mindst undersøge risikoen for, at staten vil blive mødt med store sagsanlæg fra tobaksindustrien, hvis man skrider ind mod et eller flere af de gængse tilsætningsstoffer. »I Holland og Belgien har man forsøgt at gå et skridt videre end det fælles EU-spor, og det har resulteret i et sagsanlæg fra en række tobaksvirksomheder. Derfor har jeg sagt, at før det overhovedet giver mening at overveje nationale tiltag, så er vi nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvilke skridt vi i givet fald kan tage«, siger sundhedsministeren. Tæt på flertal Enhedslistens Frank Aaen, der i foråret var tæt på at samle flertal for et forbud, betragter udmeldingen som et politisk gennembrud. »Det er første gang, at regeringen har sagt ja til at overveje at lave national lovgivning på området«, siger Frank Aaen. Også Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og de radikale er foreløbigt tilfredse med meldingen fra Lars Løkke Rasmussen. Lovgivning skal være holdbar Sundhedsordfører Naser Khader (R) peger på, at det vil være meget uheldigt at vedtage en lovgivning, som senere viser sig at være juridisk uholdbar. Han nævner også, at det er omdiskuteret, hvilke tilsætningsstoffer, der rent faktisk har en afhængighedsskabende virkning. »Det er meget kompliceret. Selv om man ved, hvordan mange stoffer virker, ved man ofte meget lidt om, hvordan de så virker i kombination med andre«, siger han. Sundhedsordfører Lone Møller (S) er også tilfreds. »Jeg oplever, at ministeren godt er klar over, at han ikke kan holde Folketinget hen, indtil EU får snøvlet sig sammen til at mene noget og at der er et flertal for at stramme op«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her