Færøske landstyremedlemmer er røget i totterne på hinanden, efter at den socialdemokratiske sundheds- og socialminister har stået for åbningen af en homofestival i Torshavn. Det færøske landsstyremedlem for kultur- og undervisning, Jógvan á Lakjuni fra det konservative parti Folkeflokken, påtaler i hårde vendinger, at en repræsentant for landstyret deltager i den slags. »Det gør mig overordentlig forbitret, at repræsentanter for Færøernes landsstyre, som jeg selv er en del af, åbner en sådan kongres. Jeg er overbevist om, at det bliver vores nations vanskæbne, at landets myndigheder støtter at godtage det homoseksuelle liv som noget naturligt. Her bliver der gået alt for langt over stregen«, skriver Jógvan á Lakjuni i et læserbrev i de færøske aviser, ifølge Ritzau. Fortryder sin stemme på Strøm Også fra de tre andre koalitionspartier i det færøske landsstyre, lyder kritikken mod Hans Pauli Strøm. Hans egen partifælle i lagtinget Gerhard Lognberg er fortørnet. »At jeg selv har været med til at vælge Hans Pauli Strøm som landsstyremedlem, tilgiver jeg aldrig mig selv«, siger han. Kongressen som begyndte mandag i Nordens Hus i Torshavn fortsætter resten af ugen. Ud over diskussioner og panelmøder vil der ved konferencen være forelæsninger om tro, homoseksualitet og menneskerettigheder.
Færøernes kristne politikere raser over homo-konference
Lyt til artiklen