DONG har besluttet at stoppe brugen af det svært nedbrydelige, giftige fluorstof PFOS, der indgår i brandslukningsudstyr på olieplatforme i Nordsøen. Det sker efter en henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening, som også har skrevet til de to andre operatører i den danske del af Nordsøen, Mærsk Olie og Gas og Amerada Hess. Meget uheldige Baggrunden er, at det er kommet frem, at der fra norske platforme i Nordsøen siden 1980 er skyllet hele 80 ton af miljøgiften i havet. Stoffet er røget udenbords, når der ved brandalarmer eller øvelser er sprøjtet brandhæmmende skum ud over platformene. PFOS har ifølge Miljøstyrelsen en række meget uheldige og uønskede virkninger på sundhed og miljø og er stort set unedbrydeligt. Hos Mærsk bruger man slet ikke stoffet i brandudstyr, oplyser selskabet til Ritzau. Amerada Hess er i øjeblikket ved at undersøge sagen.
DONG stopper brug af farligt stof på platforme
Lyt til artiklen