S parat til at diskutere efterlønudspil efter kritik

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne er til at få i snak om at lempe reglerne for ret til efterløn i partiets forslag om en fremtidig ordning, som blandt andre lærere, sygeplejersker og pædagoger kritiserer for helt at udelukke mange af dem. Men kritikken fra deres organisationer er alt for kortsynet, siger en af arkitekterne bag det socialdemokratiske udspil, Mogens Lykketoft. De offentligt ansattes paraplyorganisation, FTF, kritiserer socialdemokraternes regel om 38 års tilknytning til arbejdsmarkedet som forudsætning for ret til efterløn, fordi flere af deres faggrupper med mellemlange uddannelser har den gennemsnitlige eksamensalder på 30 år, og derfor ikke kan nå at optjene så mange år i job. Folk er sundere om 20 år Lykketoft påpeger, at det socialdemokratiske forslag først skal være virkeliggjort om 20 år, hvor alderen for færdiguddannede gerne skulle være lavere, ligesom arbejdsmiljø og den almindelige folkesundhed gerne skulle være bedre. »Vi vil meget gerne diskutere det med dem. Vi har jo ikke sagt, at det her er den absolutte sandhed, men vi skulle gerne i de næste 20 år have skabt et samfund, hvor der ikke er noget behov for de faggrupper for at trække sig tilbage så tidligt som nu«, siger Mogens Lykketoft. S-udspil skal redde efterlønnen Han klandrer organisationerne for at have alt for snævert et fokus på hele diskussionen om efterløn og kalder det »nedslående, hvordan pressen og interesseorganisationer vinkler diskussionen og helt overser, hvad det er for en bane, der i forvejen spilles på«. »Det, vi taler om, er jo ikke, hvad der skal ske i morgen eller i de første ti år, men hvordan vi skal tilpasse en efterlønsordning, så den er politisk levedygtig i et arbejdsmarked, der er om 20 år. Og vi taler om, hvordan vi kan svare på de borgerliges og velfærdskommissionens stadige ønske om helt at fjerne efterlønnen ved at lave en ordning, der kan holde og som kan frigøre nogle penge, så der netop for lærere, pædagoger og sygeplejersker er mange, gode job om 20 år«, siger Mogens Lykketoft. Han oplyser, at Socialdemokraterne ikke har regnet på virkningerne af 38-års-reglen specielt for sygeplejersker og mellemuddannede, og at han derfor ikke afviser, at det med den nuværende, gennemsnitlige færdiggørelsesalder for FTF-faggrupperne kan være et problem. Socialdemokraterne har kun regnet på befolkningen som gennemsnit.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her