En stort anlagt konference skal sætte fokus på de sociale konsekvenser af globaliseringen, foreslår LO. På opfordring fra landets største fagforbund, 3F, har LO i denne uge skrevet til både regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) for at samle de nødvendige penge ind til konferencen. Idéen er at holde en international konference under FN's internationale arbejdsorganisation, ILO, der holder til i Genève i Schweiz. ILO har imidlertid ikke selv penge til at holde konferencen, og derfor foreslår LO nu, at Danmark stiller sig i spidsen for at skaffe pengene. Samler penge ind LO er parat til at bruge en million kroner, forudsat at DA gør det samme, og at regeringen bevilger to millioner kroner. »Jeg er glad for, at LO har taget idéen til sig. Og vi regner da med, at regeringen og arbejdsgiverne også kan se perspektivet. At globalisering ikke kun er noget, vi skal diskutere nationalt, men at der er behov for internationale initiativer«, siger 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen til forbundets eget nyhedsbrev. Bedre arbejdsmiljø Poul Erik Skov Christensen peger blandt andet på, at udflytning af arbejdspladser skal følges op med bedre arbejdsmiljø i de lande, hvor lønnen er lavere end i de vestlige lande. »Det handler ikke om at kæmpe imod globaliseringen for at bevare arbejdspladser i den vestlige verden, men om at kunne styre udviklingen bedre. For eksempel er der behov for et stærkere samarbejde mellem Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Som det er i dag, er indsatsen fra de internationale organisationer ikke koordineret godt nok«, forklarer Poul Erik Skov Christensen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) tager forsigtigt positivt mod idéen. »Hele spørgsmålet om globalisering er en meget vigtig politisk dagsorden - både herhjemme og i udlandet. Jeg har ikke set noget konkret forslag, og jeg afventer derfor et konkret udspil fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Når det kommer, vil jeg se på det«, siger han til Politiken. I DA lyder beskeden fra direktør Jørn Neergaard Larsen kort og godt, at »DA overvejer forslaget«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























