Diabetes, forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme er blot nogle af de lidelser, der oftere rammer fede end normalvægtige mennesker. Derfor har mange forsikringsselskaber valgt at kræve op til dobbelt så mange penge for en præmie på en livsforsikring, hvis kunden er fed. Fed og afvist Hos Topdanmark går man indimellem så vidt som til helt at afvise kunder, som lider af stærk overvægt, fortæller direktør Jan Hoffmann til DR. Også hos Danica har man valgt at straffe de fede kunder. »I de mest grelle tilfælde kan det koste dobbelt så meget som en almindelig forsikring, hvis du er overvægtig med følgesygdomme«, siger underdirektør Tina Arnstrøm til DR. Mange danskere rammes De hårde betingelser kommer til at gå ud over mange danskere. Ifølge Sundhed.dk er flere end hver tiende dansker fed. Og da det især er unge mennesker, der er svært overvægtige, bliver fedmeforekomsten større fremover, forudser hjemmesiden. På verdensplan er tallet så højt, at Verdensorganisationen WHO i en rapport fra 1998 taler om en global fedmeepidemi.
Fede skal betale dobbelt for forsikring
Lyt til artiklen