Hun tordnede det ud over det ganske land til de utallige vælgermøder op til formandsvalget i Socialdemokratiet. Og hun har gentaget det adskillige gange siden: Efterlønnen skal ændres, men folk over 40 år er fredet. Men det løfte ser det nu ikke ud til, at Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt bliver i stand til at holde. Efterlønsreform fra 2015 Det fremgår af partiets dugfriske velfærdsoplæg. Her skal en efterlønsreform træde i kraft allerede i 2015, det vil sige om 10 år. Dermed er det kun personer, som i dag er 50 år, der vil kunne gå på efterløn på den ordning, vi kender i dag - hvis altså Socialdemokraternes velfærdsudspil bliver virkelighed. Efterlønsalderen bliver 62 år Reformen af efterlønnen indfases gradvist. Således hæves både efterlønsalderen og folkepensionsalderen med to måneder pr år fra 2015 til 2026 - hvilket betyder, at vi i 2026 igen vil have en pensionsalder på 67 år, mens efterlønsalderen vil være 62 år. Det lyder humant, men samtidig sker en reduktion af de penge, man får udbetalt som efterlønner. Ifølge Socialdemokraternes forslag afskaffes det efterlønskontingent lønmodtagerne selv betaler - og det sparede kontingent, modregnes i efterlønnen. Bedre betale sig at arbejde Der bliver altså færre grunker at leve for, men samtidig bliver det mere fordelagtigt for efterlønnere at tage arbejde ved siden af efterlønnen. Kritikken af efterlønsordningen har været, at det - især for lavtlønnede - ikke kunne betale sig at arbejde - men det løses nu ved at der indføres et bundfradrat på 30.000 kroner, før der modregnes for lønarbejde i efterlønnen. 38 år i a-kasse En anden væsentlig reduktion i efterlønnen er, at man fremover skal være i a-kasse væsentlig længere, før man er berettiget til efterløn. Hvor man i dag skal have været medlem af en a-kasse i 25 år, før man er berettiget til efterløn, bliver antallet af år gradvist sat op, så man ikke er berettiget, før man har været medlem i hele 38 år. Regnestykket bliver, at de, som har været medlem af en a-kasse siden de var 24 år er berettiget til fem års efterløn fra de er 62 år, mens de som er medlemmer, fra de var 26 år først er berettiget fra de er 64 år, og dermed kun kan få efterløn i tre år. Og bliver man først medlem, når man er 29 år, er der slet ingen efterløn at hente. Den regel rammer dog kun dem, som er under 35 år. Valgløftet alt for dyrt I velfærdsoplægget har Socialdemokraterne også regnet på, hvad det vil koste at holde valgløftet - og friholde alle over 40 år. Men erkender Socialdemokraterne det koster i omegnen af 200 mia. kroner - en regning, som jo bliver sendt videre til de næste generationer. Thorning-Schmidt afviser kritikken Helle Thorning-Schmidt afviser imidlertid, at hun løber fra et valgløfte. »Det er rigtigt, at jeg har sagt, at der ikke skal ske ændringer for dem over 40. Med det her forslag sker der ændringer, idet vi beder dem om at trække sig tilbage lidt senere. Men jeg synes, at det er rimeligt at ændre standpunkt, når det viser sig, at det her er en mere retfærdig måde at gøre det på, og når der er opbakning til det i partiet«, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau. Hun vil ikke gå med til, at der er tale om et løftebrud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























