Beslaglagt oprørsappel stadig på nettet

Lyt til artiklen

Den appel fra foreningen Oprør, som i fredags blev beslaglagt efter en kendelse i Københavns Byret, ligger stadig frit tilgængelig i sin oprindelige form på internettet. Mindst fire steder på nettet var det onsdag muligt at se appellen, der blandt andet foreslår en pengeindsamling rettet mod terrorlovgivningen. Ikke en lyd fra politiet Københavns Politi opfordrede i sidste uge foreningen Oprør til at fjerne appellen fra hjemmesiden, fordi politiet mener, at appellen strider mod straffelovens forbud mod at tilvejebringe eller indsamle midler til støtte for terrororganisationer. Da foreningen afviste opfordringen, krævede anklagemyndigheden appellen beslaglagt, hvilket Københavns Byret valgte at følge. Nu, hvor en række andre hjemmesider har valgt at kopiere appellen, har Københavns Politi imidlertid ikke tænkt sig foretage sig noget videre. Ansvarshavende redaktør for dagbladet Arbejderen, Birthe Sørensen, oplyser, at hun ikke har hørt en lyd fra politiet, selv om appellen har ligget på hjemmesiden i mere end en uge. Talsmand Erik Jensen fra foreningen Demos har heller ikke har hørt fra Københavns Politi siden appellen blev lagt ud i løbet af weekenden. Fokus på Oprør Vicekriminalkommissær Magnus Andresen oplyser, at Københavns Politi hidtil ikke har foretaget sig noget over for de andre hjemmesider. Politiets fokus ligger især på foreningen Oprør, hvor talsmand Patrick Mac Manus i sidste uge blev sigtet for overtrædelse af en af straffelovens terrorparagraffer med en strafferamme på ti års fængsel. »Jeg vil ikke forholde mig til de andre hjemmesider, hvor appellen er blevet lagt ud. Bortset fra, at de andre jo refererer noget, som nogle andre har forfattet. De har jo ikke den samme hensigt med at lægge tingene ud«, siger Magnus Andresen. Men det er jo hele dokumentet i sin oprindelige helhed, der er lagt ud.

»Ja, det er en kopi eller et referat«. Og det må de gerne?

»Det har jeg ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt. Men det er ikke noget, der giver os anledning til, at vi sætter himmel og hav i bevægelse. Det væsentlige for os er, at appellen er beslaglagt, og det er den fra Oprørs hjemmeside«. Det må jo så betyde, at den vil kunne blive liggende frit tilgængeligt andre steder på nettet?

»Vi har i hvert fald ingen intentioner om at kontakte de forskellige redaktører med henblik på at bede dem om at fjerne det«, siger Magnus Andresen. Forbud svært at gennemføre Patrick Mac Manus er glad for udtalelsen, som han ser som udtryk for, at politiet har erkendt, at det vil være uoverkommeligt at fjerne dokumenter fra internettet. »Det viser, at det i vores tidsalder er meget svært at gennemføre et forbud af den karakter. Kendelsen fra byretten oplevede vi som et angreb på ytringsfriheden og for den rummelighed, som et demokratisk samfund skal være kendetegnet af«, siger Patrick Mac Manus. Foreningen Oprør har oplyst, at den sidste år overførte anseelige beløb til palæstinensiske PFLP og colombianske FARC, der begge figurerer på både EU's og USA's terrorlister. I appellen hedder det imidlertid blot, at årets indsamling skal gå til organisationer, der kæmper for »sekulære, demokratiske og humanistiske mål«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her