Bamses hus er for længst jævnet med jorden. Langt de fleste træer og buske er fjernet. Og gravemaskinerne rumsterer ivrigt rundt for at gøre klar til de op mod 600 boliger, der skal bygges på TV-Byens gamle grund i Søborg, i takt med at DR flytter til Ørestad på Amager. Og det har de lov til, fastslår Naturklagenævnet i en kendelse, der afslutter en af de seneste års mest langtrukne slagsmål mellem naturbeskyttelse og hensyn til boligbyggeri. 'En skandale' Til stor fortrydelse for klagerne, Danmarks Naturfredningsforening (DN) og den lokale Gladsaxeliste. »Det er en skandale, der risikerer at koste de spidssnudede frøer livet«, siger John Damm Sørensen fra Gladsaxelisten. Den spidssnudede frø er sagens kerne. Det er en op til 5 cm lang brun frø med mørke tegninger og en mørk maske bag øjnene. Flere steder er frøen blevet en sjælden art - så sjælden, at EU's habitatdirektiv bestemmer, at Danmark skal passe godt på den. Skiftende forklaringer Derfor var det en slem streg i regningen for DR, Gladsaxe Kommune og køberen af grunden, ejendomsselskabet Sjælsø Gruppen, da naturfolkene i begyndelsen af 2003 gjorde opmærksom på, at der var spidssnudede frøer i TV-Byen. Først benægtede kommunen, at der overhovedet var søer på grunden - selv om der var to aftegnet på Kort- og Matrikelstyrelsens officielle kort. Og da søernes eksistens var erkendt, blev Gladsaxelisten beskyldt for selv at have anbragt de spidssnudede frøer. Københavns Amt gav således Sjælsø Gruppen dispensation til at opfylde søen med jord. Men det blev ikke til noget, blandt andet fordi Naturklagenævnet i august 2004 erklærede lokalplanen for området ugyldig. Frømassakre Søndag 24. oktober samme år opdagede naturfolkene imidlertid, at Sjælsø Gruppen havde pløjet den kratbevoksede eng ved Bamses sø op og var i færd med at dybdefræse området ved den anden sø - hvor biolog og frøekspert Kåre Fog ellers havde konstateret en relativt stor frøbestand. »Det var en ren massakre, for frøerne lå jo i vinterhi, blandt andet i sprækker på land omkring søerne. Og der var ingen byggeteknisk grund til at fræse området«, siger John Damm Sørensen, der den søndag fik politiet til at gribe ind. Sjælsø Gruppen stoppede arbejdet, indtil kommunen havde udarbejdet en ny lokalplan. Denne gang anerkendte man både søer og frøer og lovede at sikre dem gode betingelser med naturpleje, beplantning, faunahegn og -passager til padderne. Men det var ikke nok for DN og Gladsaxelisten, der derfor igen klagede til Naturklagenævnet. De ønskede engområdet reetableret, så man kunne foretage en reel miljøvurdering på forhånd og ikke blot - som kommunen lægger op til i lokalplanen - følge frøernes færden løbende. De var især bekymrede for, at udjævningen af de små bakker i området vil betyde, at søerne ikke får nok overfladevand til, at frøerne kan trives. Lokalplan godkendt Naturklagenævnet har dog nu godkendt Gladsaxe Kommunes nye lokalplan. Nævnet henholder sig til, at kommunens og købers rådgivningsfirma, Amphi Consult, er anerkendte eksperter på området, og afviser at gå ind i en nærmere faglig biologisk vurdering. Og det er nævnet i sin gode ret til, fastslår professor i miljøret Peter Pagh: »Men om nævnets bevisvurdering kan holde, tør jeg ikke give et bud på«, siger Peter Pagh. Det kan bevisvurderingen ikke, mener DN og Gladsaxelisten stadig. Men hvis de engang får ret, er det måske for sent for frøerne. For det er ikke lykkedes for frøforkæmperne at overbevise EU-kommissionen om, at der er sket eller vil ske brud på habitatdirektivet. Og selv om de nu vil klage til Ombudsmanden, er det kun over en mindre procedurefejl. »Det er en skandale«, gentager John Damm Sørensen og kigger ud på gravemaskinerne. Vidunderfrø Kommunen og Sjælsø Gruppen har en lidt anden opfattelse: »Naturklagenævnets afgørelse vil være til glæde for de mange mennesker, som gerne vil bo i de nye boliger. Samtidig beskyttes den spidssnudede frø«, fremhæver Gladsaxes borgmester, Karin Søjberg Holst (S). Også administrerende direktør Ib Henrik Rønje fra Sjælsø Gruppen peger på, at man nøje har fulgt eksperters råd om at skabe gode livsbetingelser for frøerne. »Der er tilføjet 20 sider til lokalplanen, alene om frøerne«, siger Rønje, der afviser, at Sjælsø Gruppen gik efter frøerne, da man pløjede og fræsede ved TV-Byens to søer i oktober 2004. »Området skulle jo bearbejdes og graves op som ved alle andre byggeprojekter, og vi respekterede afmærkningen af søerne«, siger Rønje, der oplyser, at sagen har forsinket byggeriet i næsten et år. »Jeg synes generelt, at det er ude af proportioner at ophæve sådan en lille frø til verdens ottende vidunder. Og at gøre et så stort nummer ud af en lille græstot, der ligger mellem højhus, kæmpeparaboler, seminarium og rensningsanlæg. Både frøer og mennesker har jo det kæmpe grønne område, der ligger lige om hjørnet i Utterslev Mose«, siger Ib Henrik Rønje.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























