Statsstøtte til omvendelse af homoseksuelle

Lyt til artiklen

Homoseksualitet er en synd og kan sammenlignes med incest. Sådan sagde landsformanden for den kristelige forening Agape ifølge dagbladet B.T. tirsdag, og den melding er for skrap for socialminister Eva Kjer Hansen, hvis ministerium hvert år giver offentlige midler til foreningen. Kræver redegørelse Ministeren forlanger nu en fyldig redegørelse for Agapes aktiviteter, for hun ønsker ikke at støtte den slags synspunkter, siger hun. »Foreningen har selv skabt tvivl om, hvorvidt pengene går til de formål, de er bevilget til. Det er både formandens skarpe meldinger omkring homoseksualitet og også, at der på deres hjemmeside står, at de kan helbrede homoseksualitet, der får mig til at tage dette skridt. Det er forkastelige synspunkter, som jeg ikke vil være med til at støtte«, siger Eva Kjer Hansen. Homoseksuelle 'kan helbredes' Agape kalder sig selv en forening på den kirkelige højrefløj, der ønsker at fremme bibeltro hjælpearbejde. Foreningen gør på sin hjemmeside meget ud af, at homoseksuelle kan 'helbredes', og at foreningens terapeuter kan hjælpe folk, der har problemer med deres seksualitet. Millionstøtte Gennem de seneste 12 år har Agape modtaget 8 millioner kroner fra det offentlige. Hvert år får foreningen del i tips- og lottomidlerne, der uddeles af Socialministeriet. Tidligere fik foreningen også penge fra en såkaldt satspulje i samme ministerium. 'Det står i Bibelen' Men Agapes landsformand, Lars Thidemann Jensen, forstår slet ikke postyret, for Agapes hensigt er at hjælpe folk, der selv synes, at de har problemer med at få homoseksualitet og kristendom til at hænge sammen, forklarer han. »Det er Bibelen, der taler om, at homoseksuel adfærd er forkert. Jeg har bare sagt, at homoseksuel adfærd er forkert på linje med alle mulige andre ting, som vi også gør forkert som at lyve, stjæle og bagtale. Jeg synes, vi bør være stolte af at bo i et land, der giver tips- og lottokroner til foreninger, der vil skabe et frirum for folk, hvor ingen andre vil hjælpe«, siger Lars Thidemann Jensen. »Gud elsker også homoseksuelle, og det er ikke forkert at have homoseksuelle følelser. Men det er forkert at udleve dem«, mener Lars Thidemann Jensen og understreger, at det ikke er Agapes mening at ændre nogens seksuelle orientering. Forklaring på homoseksualitet Alligevel er Agapes hjemmeside befolket med homoseksuelle kvinder og mænd, som kan 'tøjle' deres homoseksualitet ved Guds hjælp. På siden leveres også en forklaring på homoseksualitet, nemlig at faderen har svigtet i barndommen, og det oplyses, at det er muligt at omvende homoseksuelle, hvis de selv vil. Fordrejning »I bagklogskabens ulidelige lys kan jeg godt se, at det giver nogle misvisende signaler. Det er nogle vidnesbyrd fra folk, der har kæmpet, men hvis det giver det signal, at vi tror, folk kan ændre deres seksualitet, så er det en fordrejning«, siger Lars Thidemann Jensen. Politiken ville gerne have talt med Johan Schmidt Larsen, som er ansvarlig for Agapes terapi, men fra sin arbejdsplads i Indre Missions hus i Fredericia afviste han at tale med journalister. 'Skræmmende' I Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske finder man Agapes holdninger skræmmende. »Siden 1983 har homoseksualitet ikke været en sygdom i Danmark, så hvordan skal man så blive helbredt? Der er jo ingen, der opsøger sådan en forening, medmindre de har fået at vide fra højreekstremistiske kristne, at de har et problem. Hvor er næstekærligheden dog henne«, spørger talsmanden i kirkespørgsmål, Sophie Aller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her