Det vrimler med kakerlakker i danske hjem. Skadedyrsbekæmpelsen må oftere og oftere rykke ud til private hjem for at dræbe kakerlakker i tusindvis. »Det er et stigende problem, som skal tages meget seriøst. For selvom kakerlakken er mere irriterende end farlig, så kan den faktisk sprede bakterier fra toiletter og fordærvede madvarer«, siger teknisk chef i Rentokil Claus Schultz til Urban. Den tyske kakerlak De private danske hjem er særligt plagede af den tyske kakerlak, som slipper indenfor gennem indkøb og indbo. Ligesom kollegerne i Dansk SkadedyrsService og Chrisal oplever Claus Schultz, at det især er boligkomplekser og etageejendomme i de større byer, som får besøg af insektet. Én gravid hun-kakerlak bliver til tusinder Og når først en gravid hun-kakerlak har fået følehornene indenfor, så skal der ifølge Claus Schultz ikke mere end et par brødkrummer, en dråbe vand og almindelig opvarmning til, før én bliver til tusinder. »Det går vanvittigt hurtigt. I løbet af et år kan to kakerlakker blive til 100.000, med mindre man begrænser deres livsbetingelser. Og da insektet er nat-aktiv, opdager man dem sjældent, før de allerede har spredt sig i tusindtal - og vandret langs varmerørene ind til naboen«, siger Claus Schultz.
Kakerlakkerne kommer: Tusindvis invaderer danske hjem
Lyt til artiklen