TV2 forsvarer program om ungdomsbande

Lyt til artiklen

TV2 Nyhederne står fast ved det indslag, der søndag den 17. juli blev bragt om indvandrerbander på den københavnske vestegn, bl.a. med medvirken af to unge, der angiveligt tilhørte en gruppering, som kalder sig Triple A. De to fortalte senere avisen Urban, at de følte sig misbrugt af TV2, fordi de troede, de skulle promovere en musikvideo, som de havde indspillet. Det lokale politi og andre myndigheder har desuden benægtet ethvert kendskab til denne gruppe, hvis navn skulle være afledt af forstæderne Albertslund, Amager og Avedøre. De to indvandrere forklarede desuden i en afhøring hos politiet, at der blev manipuleret med deres udtalelser i programmet. »Nyhederne har punkt for punkt afvist disse beskyldninger om manipulation over for politiet. Det fremgår klart af TV2-reporterens interview med de to, der foreligger på bånd, at der ingen manipulation har fundet sted«, hedder det i redegørelsen fra TV2 Nyhederne. Ikke 'hårdkogte gangstere' I indslaget optræder formuleringerne 'stærkt bevæbnet' og 'bevæbnet til tænderne'. Sådanne formuleringer kan, fremfører TV2, dokumenteres i forhold til den generelle fokusering på bandekriminalitet i Danmark. Men i forbindelse med Triple A berettiger den dokumentation, der forekommer i indslaget, ikke til formuleringen, medgiver TV2. Det hedder videre, at TV2 Nyhederne burde have holdt sig fra formuleringen 'hårdkogte gangstere' om medlemmerne af Triple A. Der var nemlig ikke dokumentation for disse ord i indslaget. »Men Nyhederne afviser endnu engang klart, at der er manipuleret med de medvirkendes udtalelser, og at de er lokket til at deltage på falske forudsætninger. Vi vil hilse det yderst velkomment, hvis de medvirkende vil komme med den sande forklaring på, hvorfor de trækker i land. Vi skal i den sammenhæng være de første til at interessere os for sagen igen«, slutter redegørelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her