Dømt kineser søger politisk asyl i Danmark

Lyt til artiklen

Mellemmændene er væk og uden dem ingen bestikkelsessag. Sådan er situationen for myndighederne efter den første dom i sagerne om falske opholdstilladelser til 72 kinesere. Københavns Byret idømte ganske vist et 25-årigt kinesisk avisbud tre måneders fængsel for dokumentfalsk og overtrædelse af udlændingeloven. Men under forsæde af dommer Margrete Nissen frifandt en enig domsmandsret den unge kineser for bestikkelse. »Retten finder det ikke godtgjort, at en del af beløbet (til at skaffe de falske papirer, red.) er gået videre til en medarbejder i Udlændingestyrelsen«, sagde Margrete Nissen i sin mundtlige begrundelse for dommen. Problem for anklageren Anklageren, politiassessor Birgitte Matthiesen, indrømmer, at dommen vil give problemer i sagen mod de to medarbejdere i Udlændingestyrelsen, der har været varetægtsfængslet for at have modtaget bestikkelse fra kineserne: »Vi har ikke kunnet bevise, at der via mellemmænd er gået penge fra den dømte kineser til den medarbejder i styrelsen, der behandlede hans sag. Vi har foreløbig ikke fundet dem, der i sagerne har været nævnt som mellemmænd«. Den 25-årige har aldrig selv haft kontakt med den medarbejder i udlændingestyrelsen, der behandlede hans sag. Asylsag i gang Kineseren, der kom til Danmark i efteråret 2003 for at følge et kursus på den Midtvestjyske Idrætshøjskole i Ikast, blev også dømt til udvisning og har fået tre års indrejseforbud. Hvornår han forlader Danmark, er dog uvist. Han har ifølge sin forsvarer, advokat Jens Duus, søgt asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen har accepteret ansøgningen og har det første interview med ham torsdag 11. august. »Jeg tror ikke, han kommer på fri fod. Enten bliver han i varetægtsfængslet eller også anbragt i Sandholmlejren«, siger Jens Duus, der ikke selv rådede sin klient til at søge asyl. »Det var noget, han selv bad om, efter at han var blevet anholdt«. En asylsag kan tage flere år, hvis asylansøgeren udnytter alle anke- og klagemuligheder. På den anden side har Udlændingestyrelsen med samtykke fra Dansk Flygtningehjælp også mulighed for hurtigt at afvise hans ansøgning som 'åbenbart grundløs'. Den 25-årige har ingen egentlig tilknytning til Danmark. Siden foråret har han været kæreste med en ung kinesisk kvinde, der har lovlig opholdstilladelse. Mellemmænd mangler Politiets store problem er at finde de mellemmænd, som har hjulpet de unge kinesere med at få falske opholdstilladelser. Det 25-årige avisbud har to gange betalt to andre kinesere til at skaffe først optagelse på en uddannelsesinstitution og derefter opholds- og arbejdstilladelse. I det ene tilfælde betalte han 31.000 kr. og i det andet 39.000 kr. for hjælpen. Men det lykkedes ikke anklageren, politiassessor Birgitte Matthiesen, at overbevise retten om, at en del af pengene er gået videre til en mandlig sagsbehandler i Udlændingestyrelsen. »Det afgørende er at finde mellemmændene. Så kan vi vise, hvad der er sket med de penge, som vi ved, den 25-årige og andre anklagede har betalt«, sagde Birgitte Matthiesen efter det delvise nederlag i retten. »Vi leder stadig efter dem, og vi har da ikke opgivet håbet«. Der er endnu ikke udfærdiget anklageskrift mod de to medarbejdere i Udlændingestyrelsen, der er mistænkt for at have modtaget bestikkelse. Selv om sagerne i Udlændingestyrelsens ekspedition behandles efter tilfældighedsprincippet, er alle 72 falske opholdstilladelser givet af de to medarbejdere. Ingen af deres kolleger har lavet så meget som en eneste. I de fleste tilfælde er tilladelserne givet på stedet. De to har begge været indkaldt som vidner i retssagerne. Her har de forklaret, at de ikke opdagede falsknerierne, fordi de havde så travlt. Advokat Jens Duus, der er forsvarer i flere af sagerne, mener, at »dokumenterne ser ud som om, et barn har leget med stempler. Det burde medarbejderen have opdaget«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her