Det er langt ude på landet. De brungule kornmarker bølger i alle retninger, og der lugter af mødding bag den hvide bygning. Det er et lig, der var gravet ned på grunden ved en nedlagt ålefarm i Nordsjælland. I mandags fik politiet liget op i dagens lys. I går blev liget identificeret. Chefen for Københavns Politis narkotikaafdeling, Ole Wagner, bekræfter, at der er tale om en navngiven københavner, som i dag ville have været 45 år. Hash i tonsvis Sagen, den dræbte var blandet ind i, og som kostede ham livet, er en af danmarkshistoriens største narkoaffærer, og den minder ganske nøje om opskriften på en begivenhedsrig kriminalroman i bestsellerklassen. Ud over liget på ålefarmen rummer den blandt andet indsmugling af 13 ton hash, forsøg på indsmugling af et halvt ton kokain, en villaafbrænding i Kokkedal, et drabsforsøg på en franskmand i Belgien og en dansk bagmand, som i øjeblikket er fængslet i Brasilien og begæres udleveret til Danmark. Spor til Polen Der er også et par polakker på rollelisten. De to blev i maj sigtet i forbindelse med hashsmuglingen, og i alt er i dag mindst 19 personer sigtet i den vidtforgrenede kriminalsag. Politiet har også allerede sigtet en 29-årig mand for drabet på den 45-årige. Denne mand ved man, hvor man har. Han sidder nemlig i forvejen fængslet for sin deltagelse i smuglerierne. De to polakker, der tilsyneladende ikke direkte er involveret i drabet, holdt for nogle år siden til på den nedlagte ålefarm. Her havde de sammen med nogle landsmænd oprettet et autoværksted. Gruppen var dog også aktiv til vands, idet den ejede en sejlbåd ved navn 'Atlantic Privateer', og det er i denne båd, politiet mener, de13 ton hash i sin tid blev fragtet. Dræbt i juli måned Ifølge politiet har den dræbte ved ålefarmen været udsat for »stump vold«, og dødstidspunktet menes at kunne fastsættes til mellem 9. og 11. juli 2003. »Vi har haft kendskab til scenariet et stykke tid«, udtaler Ole Wagner til Ekstra Bladet. »Da vi efterforskede hashsagen, faldt vi over oplysningen om, at der muligvis var begået et drab, og at personen var gravet ned. Vi vidste ikke, hvor vi skulle lede. Men da vi gik i gang med at undersøge nogle bestemte personers færden for to år siden, endte det med, at det mest interessante var stedet i Nordsjælland«. Politiet understreger samtidig, at den familie, der bor på gården lige ved siden af ålefarmen, intet har med sagen at gøre. Den kan blot se til, mens medier og myndigheder invaderer området. Onsdag eftermiddag holder en stor orange lastvogn fra Beredskabsstyrelsen parkeret umiddelbart foran de gule gårdbygninger. Til højre ligger den hvide bygning, der først fungerede som ålefarm, siden som autoværksted for en flok initiativrige polakker. Bevæbnet vejvisning Der går fire mænd i uniformslignende, mørkeblåt arbejdstøj fra Beredskabsstyrelsen rundt foran bygningen. En pistolbevæbnet kriminalassistent fra narkotikaafdelingen er også på stedet. Han viser beredvilligt vej. Det er bare lige rundt om hjørnet på den hvide bygning. Der løber en rød-hvid afspærringsstrimmel langs et smalt bælte af træer. Midtvejs på bæltet er der et kort stykke, hvor et par træer er fjernet. Det var her, politi og teknikere gravede efter liget. Nu er der blot den bare jord - og så har man lagt nogle tykke æblegrene og en rødbrun metalplade ovenpå. »Han var gravet langt ned«, konstaterer kriminalassistenten, men ellers vil han overhovedet ikke udtale sig om sagen og meget nødigt oplyse sit navn. »Nu låser vi af for gerningsstedet for i dag, og så kommer vi igen i morgen og arbejder videre«, siger han afvæbnende. Vi går tilbage mod bilerne. En mand er kommet ud fra den gule gård. »Har I taget billeder af gården?«, råber han. »Nej. Er det dig, der bor der?«. »Nej, nej. Jeg vil ikke sige noget«, svarer han, vender rundt, går ind på gårdspladsen og forsvinder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
tema
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























