Lejere skal have renterne af deres indskud

Udlejernes brancheforening er rasende over forslaget. - Foto: Thomas Borberg
Udlejernes brancheforening er rasende over forslaget. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

En halv million lejere i privat byggeri bliver snydt for renterne af næsten 10 milliarder kroner, som de samlet har liggende i form af indskud. Dem høster udlejerne, uden at det kommer lejerne til gode, og det er uretfærdigt, mener et flertal i Folketinget, der er parat til at ændre reglerne uden om regeringen. »Det er lejerens penge. Indskuddet er jo bare udlejerens garanti for, at lejeren ikke stikker af. Udlejeren skal ikke have en fortjeneste på det«, siger Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl. Lejere skal have det bedre Regelændringen har før været til debat og haft opbakning fra Socialdemokraterne og SF, men da var Dansk Folkeparti imod. Nu er partiet altså vendt. Og de radikale vil også stemme for. »Den voksende ulighed mellem ejere og lejere betyder, at vi må gøre det mere attraktivt at bo i lejebolig«, begrunder Thulesen Dahl. Det er Socialdemokraternes boligordfører, Rasmus Prehn, helt enig i. »Det vender ikke op og ned på boligmarkedet, men det er klart et skridt i den rigtige retning«, siger han. Indskud skal forrentes En lejer betaler som hovedregel et indskud svarende til seks måneders husleje, når hun flytter ind. Det kan f.eks. være 30.000 kroner. De skal ikke kun være 30.000 værd, når lejeren flytter mange år senere, siger SF's boligordfører Morten Homann: »Mange bor jo til leje i 10, 20 og 30 år, så renterne kan løbe op i pænt store summer. Det er helt urimeligt, at en anden skummer dem«. Praktisk er der flere måder at sikre lejerne deres penge på. Man kan pristalsregulere det indbetalte beløb, sætte det ind på en spærret konto i lejerens navn, som det f.eks. sker i Tyskland, eller samle indskuddene i en lejerfond svarende til Grundejernes Investeringsfond. »Det afgørende er, at man nu har forstået, hvem forrentningen bør tilfalde«, siger en begejstret formand for Lejernes Landsorganisation, Klaus Hansen. Udlejere er rasende Derimod er udlejernes brancheforening, Ejerforeningen Danmark, fortørnet. »Ejeren har gjort en kæmpe investering og får kun en brøkdel af sine penge ind. De udlejere, som kan, vil blot hæve huslejen«, siger administrerende direktør Rolf Norstrand. De konservative fastholder deres hidtidige modstand. »Isoleret kan jeg godt have en vis sympati for forslaget. Men jeg synes, at vi skyder gråspurve med kanoner. Hvis man vil gøre det mere attraktivt at bo til leje, skal man bygge flere lejeboliger der, hvor folk gerne vil bo«, siger den konservative boligordfører Jakob Axel Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her