Ny køreprøve efter tre hak i kortet

Når en bilist har begået tre grove forseelser i trafikken inden for tre år, så skal han bestå en ny køreprøve. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Når en bilist har begået tre grove forseelser i trafikken inden for tre år, så skal han bestå en ny køreprøve. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

»Første gang så la'r vi ham gå, anden gang så lige så, tredje gang så ta'r vi ham og putter ham i gryden«. Bro, bro, brille - dansk børnesang af ukendt oprindelse. Måske har regeringen med inspiration i ovenstående vers udtænkt det såkaldte klippekort, der træder i kraft 1. september. I hvert fald er princippet det samme i sang og klippekort. Klippekortet er det mundrette navn for stramningen af færdselsloven, der betyder, at når en bilist har begået tre grove forseelser i trafikken inden for tre år, så skal han bestå en ny køreprøve for at få lov til at sætte sig bag rattet igen. Er du ny bilist, så mister du retten til at køre bil allerede efter to forseelser. Du skal tage teori- og køretimer og bestå både teori- og køreprøve for at få kortet igen. Kulturchok »Folk får et kulturchok, når de finder ud af, hvor let de kan miste kørekortet«, siger Karsten Nonbo, formand for Færdselssikkerhedskommissionen. De nye regler omfatter 17 forskellige overtrædelser af færdselsloven. Der ryger et klip blandt andet, hvis du kører 65 km/t, hvor fartgrænsen er 50 km/t, hvis du kører over for rødt eller glemmer at spænde børn i bilen fast. Formålet med klippekortet er at give bilister og motorcyklister et personligt forhold til færdselsloven, så de mærker, at det gør ondt, når de bryder den. Håbet er, at det vil sende antallet af dræbte og kvæstede i bund. »Hidtil har vi givet kollektive beskeder gennem færdselsloven. Klippekortet er en målrettet besked til hver enkelt bilist. Det gør den forskel, at vedkommende langt bedre forstår, at kortet kan ryge«, siger Karsten Nonbo. 'Naturligt leje' Frakendelsen er betinget for de fleste bilister. Ville det ikke virke mere afskrækkende på bilisterne, hvis frakendelsen var ubetinget? »Vi skal finde et naturligt leje for reglerne, og det her er en god begyndelse. Du kan da have ret i, at en ubetinget frakendelse ville have endnu større effekt på trafiksikkerheden. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at vi på et tidspunkt skal stramme skruen yderligere«, siger Nonbo. 'Det bedste siden fartgrænserne' I Rådet for Større Færdselssikkerhed er direktør René la Cour Sell svært begejstret over stramningerne. »Jeg ser klippekortet som det bedste lovtiltag, siden der blev indført fartgrænser i Danmark. Jeg er overbevist om, at indførelsen af klippekortet vil kunne ses i form af færre dræbte og kvæstede, fordi folk begynder at køre efter loven. Bilister er fløjtende ligeglade med at få en bøde - de har langt mere respekt for, at de kan miste kørekortet«, siger han. Hip til de unge Klippekortet vil være uden betydning for den del af befolkningen, der kører efter reglerne og kun falder igennem hvert tredje eller fjerde år, siger direktøren. Han forudser, at stramningerne især vil få unge og personer, der er afhængige af bilen på jobbet, til at køre ordentligt. »Vi har en gruppe unge, der absolut skal køre ræs. Desuden ser vi mange taxa- og varevognschauffører, der overhaler hasarderet og kører over for rødt. De vil passe ekstra på, når de har fået det første klip«, siger René la Cour Sell. Han tilføjer, at forudsætningen for, at de nye regler virker, er, at politiet opretholder sit nuværende niveau for kontrol - 70 procent af klippene vil ryge, når bilisterne bliver fotograferet i politiets automatiske kontrol, vurderer han. Sidste år mistede 369 personer livet i trafikken, mens 3.561 blev alvorligt kvæstet. Tallet er det laveste siden 1950, og udviklingen er fortsat i den rigtige retning i første halvdel af 2005.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her