Ekspert: Byggeri burde ikke tillades

Jorden og grundvandet under Sadolin Parken er selv efter amagerkanske forhold meget forurenet. En membran under jorden skal sikre, at forureningen ikke siver op, men forholdene skal tjekkes årligt   på beboernes regning.   Foto: Peter Hove Ole
Jorden og grundvandet under Sadolin Parken er selv efter amagerkanske forhold meget forurenet. En membran under jorden skal sikre, at forureningen ikke siver op, men forholdene skal tjekkes årligt på beboernes regning. Foto: Peter Hove Ole
Lyt til artiklen

Københavns Kommune har ikke ret til at kræve, at beboere i det skandaleombruste byggeri Sadolin Parken på Amager for egen regning og i al fremtid skal kontrollere, om det stadigvæk er sundhedsmæssigt forsvarligt at bo i deres lejligheder og færdes udendørs. »Jeg har aldrig hørt noget lignende. Man kan ikke gøre en byggetilladelse betinget af, at almindelige grundejere fremover påtager sig at foretage forureningsundersøgelser. Det er et forsøg på at pålægge grundejerne noget, som Folketinget har sagt nej til«, siger professor i miljøret, Peter Pagh fra Københavns universitet. Købere er vrede Købere af lejligheder i Sadolin Parken er vrede over, at boligselskabet Mogens de Linde og Nybolig ikke har informeret om det kommunale krav, at de på ubestemt tid skal bekoste årlige prøver af luft, grundvand og jord. En fortielse, som Danske Boligadvokater og Dansk Ejendomsmæglerforening har kaldt stærkt kritisabel. Men professor Peter Pagh mener slet ikke, at Københavns Kommune har hjemmel i loven til at stille den slags krav. Det er kommunens ansvar at sikre, at et byggeri på en forurenet grund er forsvarligt at bo i. Skal rydde op »En tilladelse skal gives, sådan at det ikke er farligt at bruge en ejendom som bolig. Og ikke sådan, at de kommende ejere hele tiden skal kontrollere, om det er tilfældet. Hvis Københavns Kommune mener, at det ikke er forsvarligt at bruge den ejendom fremover uden at kontrollere den løbende, så er der noget galt med tilladelsen«, siger Pagh. Han siger, at jordforureningslovens formål netop er, at en bygherre skal rydde så grundigt op, at købere trygt kan erhverve en ejendom. Hvis det viser sig, at forureningen i Sadolin Parken pludselig kommer til at overskride sundhedsgrænserne, er det beboernes pligt på ny at få renset arealet. »Det er slemt nok, at du har købt en forurenet grund, men det kan blive endnu værre, hvis du kan pålægges ruinerende omkostninger for noget, du ikke har forårsaget. Man gør det til ejernes problem, at kommunen ikke har stillet de rigtige vilkår fra starten af«, siger Pagh, der kalder konstruktionen »en snedig, kreativ juridisk øvelse«. Uenige i fortolkning Kontorchef Henrik Winther Nielsen fra Københavns Kommunes miljøkontrol fortæller, at kommunen har brugt den samme model adskillige andre steder: »Vi er uenige i Peter Paghs fortolkning. Udgangspunktet er, at vi tror, at det er sikkert at bo derude. Derudover skal man en gang om året tage en kontrolmåling for at se, om forureningen stadig holder sig under de værdier, der er fastsat. Det mener vi, vi kan gøre i henhold til forureningsloven«. Peter Pagh finder heller ikke støtte hos miljøretsadvokat Håkun Djurhuus fra firmaet Lind & Cadovius. »Det er bestemt ikke sikkert, at Peter Pagh har ret. Og under alle omstændigheder ville det formentlig kræve en lang retssag mod Miljøkontrollen, og her sidder den med de bedste kort«, siger han. Miljøkontrollen kan til enhver tid kræve, at beboerne oprenser grunden, hvis forureningen bliver værre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her