Danske læger får nu systematisk hjælp til at træffe det sikreste og fornuftigste valg af medicin til deres patienter. Hjælpen kommer fra Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), der i foreløbig to år har knoklet med at udarbejde et sæt nationale anbefalinger for valg af den rigtige medicin til den rigtige patient. Nu er den første tredjedel af det enorme arbejde på plads, og anbefalingerne er begyndt at strømme ud på instituttets hjemmeside. Ikke forpligtende »Listerne over mulige valg af medicinske præparater er ikke forpligtende, men kun vejledende, for som bekendt har danske læger fri ordinationsret. Meningen er, at amterne - om to år regionerne - skal give anbefalingerne videre til først og fremmest de praktiserende læger, så de kan træffe de bedste valg af medicin på det fornuftigste grundlag«, siger institutchef Jens Peter Kampmann, IRF. Arbejdet med den nationale rekommandationsliste blev indledt i 2003, og de enkelte lægemiddelgrupper skal igennem en otte punkter stor godkendelsesproces, før anbefalingen frigives. Foreløbig er en stribe af produkter færdigbehandlet. Det gælder bl.a. midler mod mavesyreproblemer, afføringsmidler, hjerteterapeutisk medicin, vanddrivende midler og midler mod forhøjet blodtryk. Der er ikke sat priser på præparatanbefalingerne. Den del af arbejdet overlader man til amterne. Billigere medicin »At kalde det en indsats for folkesundheden er måske for store ord. Men arbejdet foregår på et niveau, vi kan være fagligt bekendt. Og selv om dette her måske ikke vil give massive besparelser, vil det på langt sigt nok gøre medicinområdet billigere for det offentlige«, siger Jens Peter Kampmann. De enkelte amter kan i princippet bruge anbefalingerne, som de vil. Faktisk har nogle amter allerede udarbejdet egne lister over anbefalede medicinvalg til de alment praktiserende læger. I Københavns Amt er de amtslige lægemiddelkonsulenter for længst begyndt at anvende de nationale anbefalinger. Det er sket i takt med, at de er blevet frigivet. Basisliste til læger »Vi laver en basisliste, som vi udsender til de praktiserende læger med angivelse af, hvad der bør være førstevalg inden for udvalgte sygdomsområder. Og i det arbejde tager vi bl.a. udgangspunkt i IRF's lister«, fortæller medicinkonsulent Helle Neel Jakobsen, Københavns Amts sundhedsforvaltning. I Københavns Amt koordineres anbefalingerne til de praktiserende læger med sygehusenes præparatvalg. Derved sikres det, at den medicin, som patienten får under sin indlæggelse, også er den, der anbefales i almen praksis. »Vi ser jævnligt på, hvilke præparater, der rent faktisk udskrives af lægerne. Og vi har allerede kunnet konstatere, at der for en række lægemidler sker et valg i retning af de præparater, som vi anbefaler«, siger Helle Neel Jakobsen. Tager ikke hensyn Listernes formål er at hjælpe lægerne med at vælge det mest rationelle præparat til en given behandling. Men i Lægemiddelindustriforeningen, Lif, mener man ikke, IRF's lister lever op til de noble hensigter. »Vi er meget skeptiske, for rekommandationslisterne er efter vores opfattelse kun skabt til én ting, nemlig at spare på de offentlige udgifter. De tager ikke hensyn til patientbehandlingen. F.eks. sammenlignes lægemidler, som reelt slet ikke kan sammenlignes. Anbefalingerne tager alene sigte på prisen for medicinen«, siger vicedirektør Jan Hylleberg, Lif. Lif's kritik af listerne vil efter sommerferien blive drøftet i den politiske styregruppe bag Institut for Rationel Farmakoterapi, hvor Lif er repræsenteret. Her vil Lif have fastslået, om IRF er en selvstændig institution eller en del af den offentlige forvaltning. Lif vil bl.a. protestere over, at IRF efter deres opfattelse i praksis udøver en aktivitet, der svarer til den normale godkendelse af medicins anvendelsesområde, der foretages af Lægemiddelstyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Analyse
Konsekvenserne af lavere grænseværdier for nitrat kan blive langt mere omfattende end det kommende sprøjteforbud
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
Elisabet Svane svarer på læsernes spørgsmål
Det har været en vild uge i dansk politik. Politisk analytiker Elisabet Svane svarer på spørgsmål fra Politikens læsere klokken 11.00. Du kan allerede nu stille dit spørgsmål.
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























