Et politisk flertal i Folketinget kræver nu svar på, hvorfor viden om de op mod 500 sprængfarlige miner på Skallingen i Vestjylland blev syltet af staten i årevis. Samtidig vil de have området ryddet så hurtigt som muligt - under hensyntagen til de sjældne fugle og det unikke landskab på den naturskønne halvø. »Der er tale om usædvanlig stort smøleri fra myndighedernes side«, mener Steen Gade, miljøordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Hans krav om kulegravning bakkes op af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Masser af spørgsmål De fire partier har sendt en byge af spørgsmål til de involverede ministre, udenrigsminister Per Stig Møller (K), forsvarsminister Søren Gade (V) og transportminister Flemming Hansen (K). Oppositionen vil især gerne have en forklaring på, hvorfor ingen har foretaget sig noget i sagen i næsten seks et halvt år. Det var nemlig allerede i januar 1999, at forsvaret vurderede, at 5 procent af de knap 10.000 tilbageværende Anden Verdenskrig-miner på Skallingen stadig var funktionsdygtige. Men først 27. juni i år blev ejeren af området, Kystdirektoratet, opmærksom på vurderingen og afspærrede straks stranden og klitterne. Transportministeriet, som direktoratet hører under, har nu iværksat en undersøgelse af, hvorfor 1999-notatet ikke nåede frem. Men både Forsvarsministeriet, der skrev notatet, og Udenrigsministeriet, der administrerer Ottawa-konventionen om minerydning, kendte til faren - uden at gøre noget. Udenrigsministeriet meddelte i Danmarks første afrapportering, efter at vi havde underskrevet konventionen i december 1997, at mineområdet på Skallingen var ved at blive kortlagt, med henblik på at det skulle ryddes. Siden har der ifølge International Campaign to Ban Landmines ikke været nyt fra Danmark om sagen. Derfor kan Danmark næppe nå at opfylde konventionens krav om at rydde minerne inden marts 2009. Og det er pinligt, at vi som det eneste vestlige land har samme problemer som for eksempel Cambodja, Colombia og Kosova, mener kritikerne i Folketinget. De hæfter sig også ved, at besøgende på Skallingen intetanende har befundet sig i et farligt område. »Det er en stor skandale, at et minefelt kan ligge hen, uden at myndighederne gør noget«, siger forsvarsordfører Frank Aaen (Enh). »Jeg er dybt forundret over, at sådan en alvorlig sag bare kan forsvinde i statsadministrationen«, siger Socialdemokraternes miljøordfører, Pernille Blach Hansen. »Det virker, som om man har lukket øjnene og ladet, som om problemet ikke eksisterede«, mener DF's forsvarsordfører, Hans Kristian Skibby. Ude af vores hænder Presseofficer, major Peter Abildgaard fra Forsvarskommandoen kan ikke med sikkerhed sige, hvorfor Forsvarsministeriet ikke foretog sig mere, efter at man havde afleveret 1999-notatet. »Men jeg vil tro, at det hænger sammen med, at når vurderingen var afleveret til det ministerium, der ejer Skallingen, så var sagen ude af vores hænder. Og vi har jo haft andre opgaver, der skulle prioriteres«, siger Abildgaard. I Udenrigsministeriet vil ingen embedsmand citeres med navn i sagen. Men ministeriet oplyser, at man jævnligt har presset på og gjort opmærksom på, at tidspunktet nærmede sig, hvor Danmark skulle tage stilling til mineproblemet. Senest blev Kystdirektoratet og Forsvarsministeriet indkaldt til møde 27. juni, påpeger ministeriet, der »regnede med, at folk respekterede mineskiltene derovre«. Ifølge Politikens oplysninger skyldes ministeriets passivitet dog tillige, at man er vant til at arbejde med langt farligere minefelter i udviklingslande og ikke rigtig har regnet Skallingen-problemet for noget særligt, fordi risikoen her trods alt var ret lille. Dertil kommer, at Danmark næppe risikerer sanktioner ved at overskride 2009-fristen, fordi vi var blandt minekonventionens initiativtagere og generelt hører til dens dukse. Fra 1999-2003 gav vi i alt 338 millioner kroner til minerydning i udlandet. Klar besked i august Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsministeren eller udenrigsministeren. Ministersekretariaterne henviser til, at sagen i regeringen koordineres af transportminister Flemming Hansen. Han lover, at det vil blive undersøgt, hvem der vidste hvad. »Men i første omgang vil vi ikke koncentrere os om fejl, men om løsninger på problemet«, siger Flemming Hansen. Midt i august afleverer Forsvarskommandoen en opdateret vurdering af sikkerheden og prisen for en rydning, der kan løbe op i flere hundrede millioner kroner. Flemming Hansen håber, at strand og adgangsveje kan åbnes allerede til foråret, men han beder om de utilfredse lokales tålmodighed: »Jeg kan godt forstå frustrationen over afspærringerne, men når der nu er risiko ved at færdes i området, kan vi ikke gøre andet. Jeg vil ikke tage det uoverskuelige ansvar, at et barn eller en voksen kunne blive sprængt i luften på Skallingen, hvis vi fjernede pigtrådshegnet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























