Rejsebranchen retter nu en sønderlemmende kritik mod Udenrigsministeriet. Ministeriet besluttede sent i aftes, at det ikke er nødvendigt at evakuere de 900 danske turister, der er strandet i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh efter terrorangrebet. 'Hvad skal der til?' Udenrigsministeriet advarer mod at rejse til området, men vil ikke bidrage til at få de danskere hjem, der allerede befinder sig dernede. »Jeg er simpelthen så forarget på de nødstedte menneskers vegne over Udenrigsministeriets opførsel. Hvis ikke Udenrigsministeriet hjælper danske statsborgere, der er strandet i et terrorhelvede med 88 dræbte, 200 sårede og danske turister der opholdt sig 100 meter fra eksplosionerne, hvornår er det så, at Udenrigsministeriet hjælper? Hvad skal der til? Hvad kan man som dansker forvente af sit udenrigsministerium?«, siger Ulla Jepsen, produktchef i Atlantis Rejser. Chokerede Omkring 900 danske turister befandt sig i området, da bomberne eksploderede natten til lørdag. Langt de fleste - 700 - rejser med Atlantis Rejser. De er chokerede, bange og vil bare gerne hurtigt hjem. Flere har bedt om krisehjælp i nattens løb, siger Ulla Jepsen. »Det er en kæmpeopgave at få de 800-900 mennesker hjem. Der skal skaffes fly og etableres en luftbro. Der burde Udenrigsministeriet have hjulpet, for så var det gået langt hurtigere. De skulle bare have sagt til os 'evakuer danskerne'. For i det øjeblik så skal SAS, det nationale luftfartsselskab, stille med nødvendige fly øjeblikkeligt. Lørdag sad SAS bare og ventede på Udenrigsministeriet, men meldingen kom aldrig. De nægtede simpelthen at sætte en officiel evakuering i gang«, siger hun. Fly på vej hjem De to første fly med danske turister fra Sharm el-Sheikh lander ifølge Atlantis Rejser i Kastrup klokken 21 og 22 i aften. To andre fly flyver mandag til Billund og Kastrup med resten af Atlantis Rejsers gæster i Sharm el-Sheikh. Apollo Rejsers 245 danske gæster kommer hjem senest tirsdag. Regningen hos selskaberne I en sådan situation spiller penge ingen rolle, mener Ulla Jepsen. Men hun understreger, at ifølge rejsepakkeloven, så skal kunderne ikke belastes økonomisk af en tidligere hjemrejse, når Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til området. Nu hænger rejseselskaberne selv på regningen, for deres forsikring træder først i kraft, når Udenrigsministeriet siger: Evakuer. »Udenrigsministeriet har svigtet sit ansvar«, mener hun. »De vurderer, at det er farligt at tage derned og siger så, at folk skal blive på deres hotel. Men du kan altså ikke bede folk om at opholde sig inden døre indtil torsdag og næste torsdag, hvor de oprindelig skulle hjem. Det er fuldstændigt uanstændigt. Når vi taler om en katastofe af det her omfang, så er det ikke rimeligt at lægge hele ansvaret over på rejsebranchen«, siger Ulla Jepsen. Også direktør Stig Elling fra Star Tour kritiserer ministeriets indsats og kalder det uforsvarligt, ministeriet ikke vil evakuere. 'Situationen er ikke til evakuering' I Udenrigsministeriet siger kontorchef Tom Nørring, at den aktuelle sikkerhedssituation i Egypten »ikke tilsiger, at Udenrigsministeriet sætter en evakuering i gang«. »En eventuel hjemrejse før tid er et anliggende mellem de rejsende og deres rejsebureauer. Vores rolle er at være rådgivende i forhold til sikkerhedssitutionen og så koordinere indsatsen - at få samlet de forskellige aktører. Vi opfordrer dem, der befinder sig i området, til at blive inden døre og lytte til deres rejsebureau«, siger Tom Nørring. Udenrigsministeriet sendte lørdag to repræsentanter fra ambassaderne i Kairo og Tel Aviv i Israel til Sharm el-Sheikh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























