DSB indstillede her til morgen togtrafikken mellem Klampenborg og Hellerup nord for København, da en mistænkelig kuffert blev fundet på Charlottenlund Station. Indholdet af kufferten viste sig dog at være harmløst, hvorfor togtrafikken på strækningen langsomt blev sat i gang igen. Togaflysninger Ved otte-tiden kørte S-togene igen normalt, mens DSB aflyste de særlige morgenmyldretidstog mellem Helsingør og København H. Politiet afspærrede Charlottenlund Station ved seks-tiden og tilkaldte sin kriminaltekniske afdeling. »Vi besluttede at afspærre området i relation til det, der er sket i London«, siger vagthavende hos Gentofte Politi til Ritzau. Dansk politi har været særligt på vagt på hovedstadens tog- og metrostationer siden terrorangrebene i London 7. juli, hvor 56 mennesker blev dræbt. Den britiske hovedstad blev atter i går ramt af fire mindre eksplosioner, hvor en enkelt person blev såret.
Kuffert standsede københavnsk myldretidstrafik
Lyt til artiklen