Det var et slag i luften, da Nybolig i en pressemeddelelse fredag kritiserede ejendomsmægler Hanne Nørrisgaards metoder i sagen om Sadolin Parken på Amager. Røflen hjælper nemlig ikke de 20 købere, der fik annulleret deres bolighandel, ni måneder efter at de havde skrevet under på købsaftalen, betalt depositum og stillet bankgaranti. Sådan lyder det fra købere, Forbrugerrådet og boligadvokater. »Nybolig burde være gået videre og have pålagt Nørrisgaard at få løst de verserende sager på en tilfredsstillende måde for køber, så vi kunne få lejlighederne til den pris, vi har skrevet under på«, siger Peter Bech, købernes samlingspunkt i sagen. Kritik er ingen hjælp Nybolig skriver i pressemeddelelsen, at Hanne Nørrisgaard ikke har levet op til kædens egne normer for god skik. Det kan Nybolig »ikke leve med og har bedt Hanne Nørrisgaard om at sikre, at sagsforløbet ikke gentager sig«. Konkret »tager Nybolig afstand fra«, at Nørrisgaard ikke accepterede købernes afgivne tilbud. »Jeg er glad på kommende køberes vegne, hvis de kan slippe for den tur, vi har været igennem. Men det hjælper bare ikke os«, siger Peter Bech. Bech minder om, at Ejendomsselskabet Mogens de Linde, der ejer Sadolin Parken sammen med blandt andre Hanne Nørrisgaard, tidligere på ugen sagde, at der måtte findes en løsning. »Men Nørrisgaard kommer med tvivlsomme forklaringer og har på intet tidspunkt taget initiativ til, hvordan man får løst situationen. Det er helt uacceptabelt«, siger Peter Bech. Berettiget forventning Hanne Nørrisgaard skrev i en pressemeddelelse onsdag, at sælger trak sig, fordi det »ikke har været muligt at sælge det antal boliger, som var nødvendigt for at gennemføre projektet«. Den forklaring blev mødt af hård kritik, for af Nyboligs hjemmeside fremgik det indtil for nylig, at næsten alle boliger i Sadolin Parken var solgt. Købernes advokat afleverede fredag et brev til Hanne Nørrisgaard og opfordrede hende til at melde ud, hvad hun vil gøre. Forbrugerrådet kræver, at Nybolig presser Nørrisgaard til at sælge til den aftalte pris. »De personer havde en berettiget forventning om, at de havde købt. Derfor skal de selvfølgelig have deres lejligheder til den aftalte pris. Det må Nybolig sikre; det er slet ikke nok bare at løfte en pegefinger. Det fører jo ikke til noget«, siger Lotte Aakjær Jensen, økonom i Forbrugerrådet. Lotte Aakjær Jensen sætter sin lid til, at et udvalg under Erhvervsministeriet finder frem til, hvordan reglerne for ejendomshandel kan strammes op, så købere får bedre vilkår. Forbrugerrådet har ingen konkrete bud på nye tiltag. Købere i uvished Boligadvokat Allan Ohms siger, at Nyboligs udmelding fastholder køberne i uvished: »Men kæden sender et vigtigt signal om, at man ikke sætter skillevægge mellem erhverv og etik. Det er oplagt, at Nørrisgaard har forbrudt sig mod branchens etiske retningslinjer. Forbrugerrådet har været med til at udforme dem, så hvorfor går rådet ikke langt mere aggressivt på banen?«. Han opfordrer Nybolig og Hanne Nørrisgaard til at melde klart ud, hvilke konsekvenser de vil drage af sagen. Nybolig ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til pressemeddelelsen. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Hanne Nørrisgaard selv eller hendes mand, Peter Norvig, der er medlem af bestyrelsen for Sadolin Parken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























