For få læger vil teste narkobilister

I denne bil flygtede en mand fra et indbrud. Politiet mener, at han kørte narkopåvirket, men kunne ikke finde en læge til at tjekke det.   Foto: Peter Hove Olesen
I denne bil flygtede en mand fra et indbrud. Politiet mener, at han kørte narkopåvirket, men kunne ikke finde en læge til at tjekke det. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Stærkt narkopåvirkede bilister kan køre ustraffet videre, selv om de bliver stoppet af politiet. Mange læger kan eller vil nemlig ikke foretage den nødvendige kliniske test af, hvor påvirkede bilisterne er. Sådan lyder meldingen fra en række politikredse landet over, oplyser formand for Politimesterforeningen Poul Bjørnholdt Løhde: »Jeg ved, det er et problem en del steder. I nogle små kredse er det et problem at finde læger, som er ledige og kan komme i ordentlig tid. Men det gælder også større kredse, hvor lægerne simpelthen ikke vil«. Problemer i flere kredse Selv om narkobilister kan være farlige på vejene, skal de i modsætning til spritbilister igennem både blodprøver og en lægetest, der skal fastslå, om bilisten kan køre på »fuldt betryggende vis«. Men i en række politikredse lykkes det ikke at finde en læge, der kan eller vil foretage testen, oplyser Poul Bjørnholdt Løhde. Og hvis det lykkes, kan lægen mangle rutinen i at foretage testen, eller der kan være gået så lang tid, at narkorusen er dampet af. 'Overenskomsten burde dække' Som da Sønderborg Politi tirsdag morgen anholdt en bilist, mistænkt for at være stærkt påvirket af narkotika. Det lykkedes ikke at få en læge til at foretage målingen før fem timer efter anholdelsen, hvor det var for sent. Politiet kan ikke beordre lægerne til at tage prøver, da det ikke står i overenskomsten, siger Poul Bjørnholdt Løhde: »Vi savner måske, at overenskomsten dækker. For ud over bøvl og tidsspilde med at finde en læge kan det betyde, at vi ikke får dømt den sigtede, selv om han er skyldig«. Afspejler lægemangel Politiets alternativ er embedslægen. Men der findes få per amt, så det kan også være et problem at få tid - og især på udsatte tidspunkter. Formand for De Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont, mener, at problemet afspejler den generelle lægemangel. »For at sige det direkte handler det om, at det ikke er økonomisk attraktivt. Og arbejdet kan ligge på ubekvemme tidspunkter«, siger han. Desuden peger han på, at det kan være et problem for den praktiserende læge at måle sin egen patient. »Det kan være en dårlig idé, at man blandes ind i en decideret politisag, når det gælder forholdet til patienten. Desuden vil det være bedre at bruge de samme læger, som er vant til denne type arbejde«, siger Michael Dupont. I øjeblikket undersøger et udvalg under Justitsministeriet, om de nuværende regler skal ændres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her