Rekruttering af terrorister foregår også i Danmark

Lyt til artiklen

Det har vakt forfærdelse i hele Europa, at de selvmordsbombere, som tilsyneladende stod bag terroraktionerne i London i sidste uge, var opvokset i Storbritannien. Men overalt i Europa - inklusive i Danmark - er der risiko for, at unge muslimer kan udvikle sig til selvmordsbombere, mener en forsker i islamisk terror ved Forsvarets Forskningsinstitut i Norge, Brynjar Lia. Rekrutteret få måneder før aktion Han har forsøgt at sætte sig ind i, hvad det er, som får unge og tilsyneladende velfungerende mennesker til at blive selvmordsbombere. »Selvmordsbombere er typisk unge mænd, der er i slutningen af teenageårene op til 30 år. Til at starte med er der intet mentalt galt med dem. Deres baggrunde kan være yderst forskellige, men typisk har de det tilfælles, at de er blevet rekrutteret få måneder før selvmordsaktionen«, siger han. »Det behøver ikke at tage lang tid at overbevise et ungt menneske om at blive selvmordsbomber. Det kan nogle gange gøres på et par måneder«. Selvmordsaktioner opfattes som legitime Rekrutteringen foregår ifølge Brynjar Lia i meget ekstremistiske muslimske miljøer. De, der rekrutterer, opfatter sig selv som en del af det, Brynjar Lia kalder jihad-bevægelsen, men det betyder ikke nødvendigvis, at de har kontakter til al-Qaeda. »Det kan være mænd, som f.eks. har forbindelse til mere ekstremistiske miljøer i Pakistan, hvor selvmordsaktioner opfattes som legitime«, siger han. Kan ske i Danmark Brynjar Lia understreger, at han ikke har nogen viden om, hvorvidt der konkret foregår rekruttering af selvmordsbombere i Danmark. »Men det vil være meget naivt at udelukke, at det kunne ske i Danmark«, siger han. Politiets Efterretningstjeneste skrev i sin seneste årsberetning, at der i Danmark findes ekstremistiske miljøer, hvor der kan opstå »et vækst- og rekrutteringsgrundlag for terrorisme«. Film og videoer De unge potentielle selvmordsbombere bliver ifølge Brynjar Lia »indfanget« ved, at de ser film og videoer om, hvordan muslimer bliver udsat for krigsforbrydelser og undertrykkelse i blandt andet Irak, Afghanistan og Tjetjenien. »Filmene er helt klart propaganda og overdrevne, men der er også et gran af sandhed i dem, for muslimer bliver også udsat for krigsforbrydelser. Derfor kan man ikke bare afvise påstandene«, siger han. »Filmene skal give de unge mænd en følelse af, at de har pligt til at ofre sig. At de ikke bare kan lade som ingenting. Her spiller det selvfølgelig ind, at unge mennesker har nemt ved at blive påvirket«. Jomfruer i himlen Filmene bliver ifølge Brynjar Lia fulgt op af historier om, at hvis man lider martyrdøden, vil der i himlen stå jomfruer parat til at tage imod en og til at gifte sig med en. »Derudover bliver de præsenteret for religiøs litteratur, som glorificerer martyrerne. De skrifter findes også på internettet«, siger Brynjar Lia. Han understreger, at rekrutteringen kun finder sted i meget ekstremistiske, islamiske miljøer. Fleste muslimer tager afstand Den pointe er også meget vigtig for Kate Østergaard fra Københavns Universitet. Hun har speciale i islam og påpeger, at langt de fleste muslimer tager afstand fra selvmordsbomber. »For hovedparten af verdens muslimer bliver man kun martyr, hvis man dør i en kamp, hvor der ikke er tale om selvmord«, siger hun. Alvorlig trussel herhjemme Herhjemme tager Politiets Efterretningstjeneste (PET) dog truslen om selvmordsbombere yderst alvorlig. De seneste år har PET blandt andet haft et samarbejde med de højere læreanstalter om, at elever og lærere skal rapportere til PET, hvis nogle opfører sig mistænkeligt. »På universiteterne kan der opstå miljøer, som giver anledning til radikalisering«, siger chefkriminalinspektør i PET Hans Jørgen Bonnichsen. Samtidig bliver der holdt øje med, at udenlandske studerende ikke indsamler viden om masseødelæggelsesvåben. Hans Jørgen Bonnichsen vil ikke sige, om PET på den måde har forhindret selvmordsbombere. »Men vi har fået mange og gode henvendelser og betragter samarbejdet som meget værdifuldt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her