Nyt pres for forskningspenge

Lyt til artiklen

En ting er, at pengene mangler. Men hvorfor er der slet ikke nogen plan for, hvor de skal komme fra? Sådan spørger politikere, eksperter, erhvervsfolk og fagbevægelsen i kor, efter at endnu en analyse har vist, at regeringen er meget langt fra at nå sine egne mål for bevillinger til forskning. Stol på regeringen Men Venstres finansordfører opfordrer dem alle til at tage den med ro og stole på regeringen. »Vi har tradition for at leve op til det, vi lover, og det har vi også tænkt os, når det gælder forskning. Alene af den grund, at vi finder det enormt vigtigt at satse flere penge på forskning. Kritikerne skal ikke være så bekymrede - vi er alle enige«, siger Peter Christensen (V). Enigheden med det udsagn var ellers svær at få øje på i den strøm af reaktioner, der kom på en ny analyse, som Dansk Center for Forskningsanalyse under Aarhus Universitet fremlagde i går. Tallene viser, at bevillingerne til forskning i 2005 steg med 200 mio. kroner i forhold til året før. Dermed er forskningens andel af bruttonationalproduktet (BNP) det samme som året før. Men sat i forhold til 2000 er forskningens andel af BNP ligefrem faldet. De andre øger Det skal ses i forhold til, at de øvrige EU-lande, USA og de fleste EU-lande i samme periode har øget deres forskningsbevillinger, påpeger den nye forskningsanalyse. Og tager man regeringens budgetoverslag for årene 2006-2008, er der udsigt til , at forskningen andel af den samlede produktion vil falde yderligere. Derfor står regeringen efterhånden alene med sin tro på, at den kan nå målet om, at de offentlige forskningspenge i 2010 skal udgøre mindst 1 pct. af BNP. »Man kan ikke udskyde investeringerne længere«, lyder det således fra Dansk Industri, der sammen med CO-industri og Akademikernes Centralorganisation har fremlagt konkrete forslag om at styrke forskningen. »Hvis vi ikke kommer i gang nu, så går der for lang tid, inden vi høster gevinsterne i form af forskningsresultater«, siger forskningschef Charlotte Rønhoff fra DI til Ritzau. Centerleder Karen Siune, Dansk Center for Forskningsanalyse, er enig: »Behovet er, at der kommer en rolig udvikling i investeringerne, så vi ikke på et tidspunkt står med bevillinger, men ingen forskere til at bruge dem«, siger hun til Ritzau. »Fup og fiduser« Politisk anklagede både S, SF og Enhedslisten torsdag regeringen for at svigte. »Det er fup og fiduser, når regeringen påstå at prioritere forskningen. Sandheden er, at den offentlige forsknings andel af BNP falder og falder«, sagde SF's Morten Homann. Per Clausen (Enh) kalder tallene »en katastrofe«, og Lene Jensen (S) opfordrer regeringen til at droppe undskyldningerne og indgå et nationalt kompromis om flere penge til forskning. V:Ingen behov for planer Venstres Peter Christensen kan ikke se behovet for flere planer. »Der ligger jo i den overordnede plan, at vi skal bevilge 10 mia. kroner ekstra over de næste fire finanslove«, siger han. Men de penge bringer os jo ikke op på 1 pct. af BNP i 2010?

»Nej, men så er der jo også regeringens forskningsfond. Og jeg kan bare sige, at regeringen føler sig forpligtet af at nå målsætningen om at nå 1 pct. i 2010«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her