Mere end en måned efter at ukendte gerningsmænd satte ild til integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) bil ved hendes hjem i Mosede syd for Greve ønsker politiet i Roskilde fortsat ikke at fortælle, hvor langt de er med efterforskningen.
»Vi arbejder på fuld skrue, men hvor langt vi er nået vil jeg ikke sige«, siger vicekriminalkommissær Ove Pedersen fra Roskilde Politi.
» På et tidspunkt vil nogle af sporene være efterforsket til bunds, men der er vi slet ikke. Det er ikke en efterforskning der er klaret på fem minutter«, tilføjer han. Er der noget nyt omkring de tekniske spor?
»Vi arbejder stadig med det hele. Der er masser af spor vi arbejder med, mere kan jeg ikke sige«, siger vicekriminalkommissæren. Afhøringer hver dag
Ove Pedersen ønsker heller ikke at fortælle, om politiet har nogle potentielle mistænkte i kikkerten eller hvor mange efterforskere der er sat på sagen. Det eneste han fortæller er, at politiet hver dag er ude og afhøre folk, som kan have en viden om attentatforsøget.
En aktionsgruppe, der kalder sig Grænseløse Beate sendte i timerne efter attentatforsøget en mail til pressen, hvor de påtog sig skylden. Mailens afsenderadresse var werpal@yahoo.com, og derfor har internetudbyderen Yahoo formentlig ligget inde med oplysninger om, hvornår mailkontoen er oprettet og om kontoen har været brugt til andet end pressemeddelelsen.
Men de it-spor har det kun taget politiet et par dage at fremskaffe, vurderer Per Rasmussen, onlinedirektør i TDC. »It-sporene vil være relativt klarlagte på nuværende tidspunkt, men det er ikke altid de giver et præcist billede. Det er nemt at være anonym. Går man ind på en netcafé kan man oprette en mailadresse og kalde sig Anders And fra Andeby. Noget tyder på, at det er tilfældet for Grænseløse Beate, og så siger de her spor ikke så meget andet, end at man kan se, hvorfra mailen er sendt«.
Politiet kan imidlertid have andre spor fra de i alt fem computere som er blevet beslaglagt fra de to netcaféer, som det kan gå efter, understreger han. Beate hacker hjemmeside
I onsdags måtte Konservativ Ungdom (KU) nedlægge deres hjemmeside efter at den var blevet udsat for i alt seks hacker-angreb fra en gruppe, der kalder sig »Blind Injecting Beate«.
Sagen er overdraget til Politiets Efterretningstjeneste (PET), som imidlertid ikke behandler sagen som et politisk angreb, fortæller Ronald Pedersen, kriminalkommissær i Rigspolitiets IT-efterforskningssektion.
»Selv om hackerne er fremkommet med politiske budskaber betragter vi det som en almindelig hackersag«, siger Ronald Pedersen. Han ønsker ikke at oplyse hvorvidt politiet ser en kobling mellem de to Beate-grupper. Begyndte under Bush-besøg
Angrebene startede 6. juli, da den amerikanske præsident George W. Bush var i Danmark. KU havde lavet en støttehjemmeside, www.bush05.dk.
Hjemmesiden blev ligesom ungdomsorganisationens egen hjemmeside hacket og fyldt med fornærmelser mod præsidenten og medlemmer, der ved hjælp af billedmanipulation er blevet placeret i homoseksuelle situationer. Siden har hackerne også hevet medlemmers password ud fra KU's debatforum og afprøvet dem på medlemmernes personlig mailadresser.
Enkelte forsøg har givet pote. En kvinde har oplevet, at en mail med et billede af en penis viklet ind i bacon med overskriften »hej svin« er blevet sendt til lokale medier og folketingskandidater i hendes valgkreds fra hendes personlige mail, fortæller formand for KU Kasper Hülsen.
»Vi er rystede over den grove chikane, og kan ikke leve med, at flere af vores medlemmer er blevet chikaneret. «.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























