Sommeren og de høje temperaturer dag og nat har fået danskerne til at købe airconditionanlæg og vifter i stor stil. »Salget af aircondition er eksploderet i Danmark denne sommer«, siger salgschef Lasse Wehlast fra elektronikkæden Elgiganten. Elgiganten har denne sommer langet fem gange så mange airconditionanlæg over disken som sidste sommer. Og jo, der er en sammenhæng med graden af sommer. Men det er ikke eneste forklaring. Yderligere fordobling »Det er en tendens. Flere og flere har råd og tager sig råd til det lidt dyrere aircondition i stedet for en vifte på en fod«, siger Lasse Wehlast fra Elgiganten. Et airconditionanlæg kan erhverves for 3.500 kroner. Elgiganten har solgt 3.500 klimaprodukter denne sommer - altså airconditionanlæg og vifter - og regner med en yderligere fordobling, inden sommeren er forbi. Også hos indkøbsforeningen Ditas i Brabrand, der er leverandør af faste og mobile airconditionanlæg til byggecentrene Byggekram og Råd & Dåd, meldes om stor efterspørgsel. »Det går bedre, end det plejer«, siger Tina Guldborg, der er indkøber på indeklimaområdet, med tydelig jysk beskedenhed. Prisen halveret Der er sket et skred i salget af fastmonterede airconditionanlæg. Det er omtrent fordoblet siden sidste år, fortæller hun. Det skyldes både den varme sommer og ikke mindst, at prisen er halveret siden sidste år på grund af større konkurrence og billigere produktion i Asien. Også salget af mobile anlæg er i vækst. De er billigere og skal ikke monteres, men effekten er også dårligere. Det har ellers ikke været let at få danskerne til at kaste sig over airconditionanlæggene, der er fast inventar mange steder på sydligere breddegrader. »Salget af de fastmonterede klimaanlæg har været lang tid om at udvikle sig. Da vi sjældent har lange varmeperioder, kan vejret have ændret sig, fra man tager beslutningen om at købe, til man køber«, siger Tina Guldborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























