En kvinde, som tager hormoner efter overgangsalderen, fordobler sin risiko for at dø af brystkræft i forhold til den kvinde, der aldrig har taget hormoner. Det viser en ny, dansk undersøgelse, som for første gang ikke alene har set på sammenhængen mellem hormonbehandling i overgangsalderen og udvikling af brystkræft, men også på risikoen for at dø af sygdommen. En lang række videnskabelige undersøgelser har i de senere år dokumenteret, at hormonbehandling i overgangsalderen øger risikoen for flere alvorlige sygdomme. Især har der været fokus på brystkræft, som i 2003 ramte 4.044 danske kvinder. Havde ellers ikke fået brystkræft »Mange - herunder medicinalindustrien - har været ude med beroligende meldinger om, at hormonerne kun øger risikoen for den hormonfølsomme type brystkræft, som er lettere at behandle end den ikke-hormonfølsomme«, siger læge, ph.d. Claudia Stahlberg, som står bag undersøgelsen. »Det er også rigtigt ifølge vores undersøgelse. Men man har en tilbøjelighed til at overse, at kvinderne i første omgang måske slet ikke havde fået brystkræft, hvis det ikke var for hormonerne«. Undersøgelsen bygger på 11.000 kvinder fra en dansk gruppe sygeplejersker, som er fulgt over 11 år. Den viser to og en halv gange flere tilfælde af brystkræft i den gruppe, som var i hormonbehandling - målt i forhold til den gruppe, der aldrig havde taget hormoner. Bedre behandlingsmuligheder Når der alligevel »kun« var dobbelt så mange kvinder, der døde af sygdommen i hormongruppen, hænger det sammen med, at disse kvinder hyppigere udvikler den type brystkræft, som har bedre behandlingsmulighed. »Selvfølgelig er det ikke sådan, at bare fordi man spiser hormoner, så får man brystkræft. Der er også andre årsager til sygdommen«, siger Claudia Stahlberg. »Men baseret på tallene i vores undersøgelse ville man undgå 26 procent af brystkræfttilfældene i aldersgruppen 55-70 år, hvis hormonerne slet ikke fandtes på det danske marked. Det svarede i 1997 til 320 tilfælde af sygdommen i den aldersklasse«. Dem som er stoppet Undersøgelsen viser også en let forøget risiko både for at udvikle sygdommen og for at dø af den i den gruppe, som en overgang har taget hormoner, men er stoppet med dem. »Normalt regner man med, at risikoen er nede på det, der svarer til normalbefolkningens, fem år efter, at man er ophørt med hormonerne«, siger Claudia Stahlberg. Andre videnskabelige undersøgelser har tidligere vist, at hormonbehandling efter overgangsalderen også øger risikoen for en række andre sygdomme. Det gælder for eksempel kræft i æggestokkene, blodpropper i hjerte, hjerne, ben og lunger, demens og astma. Samtidig er myten dementeret om, at hormonbehandling efter overgangsalderen har en positiv virkning på livskvaliteten i form af almindeligt velbefindende, vitalitet, nattesøvn og seksuel tilfredshed. Derimod kan hormonerne forebygge knogleskørhed. Men på grund af risikoen for de øvrige bivirkninger anbefales kvindelige kønshormoner ikke længere som førstevalg til det formål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























