I Tyskland er det reglen. I Danmark er det undtagelsen. Partikelfiltre på dieselbiler, der forhindrer spredningen af ultrafine partikler, som sætter sig i fodgængere og cyklisters luftveje og optages i kroppen til skade for bl.a. de hvide blodlegemer, er et særsyn i Danmark. Forklaringen på forskellen mellem Tyskland og Danmark findes i den store forskel på, hvad et partikelfilter koster for forbrugeren. Cool cash I Danmark kommer den samlede pris for forbrugeren ifølge FDM op på cirka 12.000 kr., når man regner fabrikspris, moms og registreringsafgift på 180 procent med. Syd for grænsen sælges stort set alle dieselbiler med filtre som standardudstyr, og de få gange, man skal købe et oveni, koster det omkring 3.500 kr. »I Danmark sælges ni ud af ti dieselbiler uden filter, og det skyldes ene og alene det faktum, at vi har meget højere afgifter«, siger chefkonsulent i FDM, Morten Andersen. Krav om miljøvenlighed FDM's tyske pendant, ADAC, forklarer, at partikelfiltrenes store udbredelse syd for grænsen skyldes to ting: For det første har regeringen gjort det billigt at købe både bil og miljøudstyr, og for det andet er det blevet et krav fra de tyske bilejere, at deres biler skal være miljøvenlige. Hubert Paulus er rådgivende ingeniør for ADAC, og han forklarer, at i takt med at flere og flere biler får partikelfilter som specialudstyr, jo billigere bliver det også at købe og installere dem. Og ifølge ham er tyskerne slet ikke interesserede i de få mindre biler, der leveres uden filter: »De sælger simpelthen bare ikke - folk vil ikke have dem«, siger han. En sag om prestige Morten Andersen, FDM, er opgivende over for den danske afgiftspolitik og dens konsekvenser for miljøet: »I resten af Europa er det en prestigesag for bilproducenterne at producere så miljøvenlige biler som muligt - mange nye modeller opfylder EU-normer, der først bliver lovpligtige omkring år 2010. Vore nabolande har alle sammen del i denne udvikling, mens den går fuldstændigt uden om Danmark«, forklarer han. Ekstraudstyr Udviklingschefen hos De Danske Bilimportører, Jeff Jacobsen, bekræfter billedet. Han har et godt overblik over salget af biler i Danmark og forklarer, at nogle af de store dieselbiler i dag kun produceres med filter og derfor også sælges med det i Danmark, men at det på næsten alle mindre biler kun er ekstraudstyr og derfor ikke bliver solgt. Hans erfaring er også, at partikelfiltre i en lang række lande »er helt naturligt« - igen på grund af meget lavere afgifter end i Danmark. Først fra næste år vil myndighederne begynde at registrere biler med partikelfilter, så et eksakt overblik over, hvor mange der er i Danmark, findes ikke. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har netop beregnet, at krav om partikelfiltre i køretøjer, der vil køre i en miljøzone i København, samlet vil spare samfundet for 160 mio. kr. i sundhedsudgifter - mod en investering på 80 mio. kr. i tvungne partikelfiltre. Derfor har DMU anbefalet indførsel af miljøzoner. Det anslås, at knap 800 mennesker årligt dør før tiden på grund af partikelforurening alene i Storkøbenhavn, fordi partiklerne sætter sig som hjerte-kar-sygdomme, luftvejssygdomme og kræft. Alligevel har Justitsministeriet afvist Københavns Kommunes ønske om at indføre miljøzonerne. Det er bl.a. sket med henvisning til, at den foreslåede zone er for stor, og at det bliver for dyrt for især mindre virksomheder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























