Råben og skrigen, unødvendig banken på vinduer og ringen på dørklokker, opsætning af frække plakater, faretruende istapper og brug af slangebøsser. En ny bekendtgørelse fra Justitsministeriet kunne have haft overskriften 'fy fy skamme skamme'. Den fortæller om noget af alt det, vi ikke må. De gamle politivedtægter er blevet skrottet, fordi de ikke længere er tidssvarende. Over 20 punkter er forsvundet i den moderniserede version, som trådte i kraft den 1. juli. »Vi har saneret reglerne, så der fokuseres på de ordensmæssige hensyn, som politiet skal beskæftige sig med. Vi har skåret ind til benet«, siger kontorchef i Justitsministeriet Mette Lyster Knudsen. Vi må gerne være fulde Sammen med sine embedsmænd og en arbejdsgruppe har hun bakset de nye regler om god og ansvarlig opførsel på plads. Danskerne må forsat godt være påvirket af alkohol 'eller andre berusende eller bedøvende midler', med det er forbudt, hvis den fulde hr. og fru Jensen er til ulempe for andre på veje og steder, hvortil der er almindelig adgang. Man må ikke skrige op eller slås på en måde, der er 'egnet til at forstyrre den offentlige orden'. Hvis det generer andre, må man heller ikke benytte skydevåben, buer, slangebøsser, tænde bål eller kaste med sten, snebolde og vand. Og så er uanstændig og anstødelig opførsel også forbudt. Færre lokale undtagelser »For borgerne er det en fordel, fordi de på ét sted kan læse, hvilke bestemmelser der gælder. Det har været vanskeligt for borgerne at orientere sig«, siger kontorchefen. Hidtil har politikredse rundt om i landet haft deres egne regler samlet i en vedtægt, men fremover vil der ikke blive givet ved dørene og tilladt særlig mange lokale varianter. »Vi vil være meget tilbageholdende med at udstede lokale regler«, siger Mette Lyster Knudsen. Ændret sprogbrug En sammenligning af de gamle og de nye regler afslører en ændret sprogbrug. Hyrevogne hedder nu taxier, og nødtørftsanstalter er afløst af offentlige toiletter. Ved første øjekast virker nogle regler i den nye bekendtgørelse unødvendige. F.eks. at små børn under ophold på en vej skal være 'undergivet fornødent tilsyn af forældre eller andre, i hvis varetægt børnene er'. »Der er måske blevet nogle lidt underlige regler tilbage. Men med den bestemmelse om børn kan der komme mere vægt bag den løftede pegefinger, når politibetjente bringer et tre-årigt barn, der har været alene på vejen, hen til forældrene. Og der kan også være nogle ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, som begrunder lige dén regel«, siger Mette Lyster Knudsen. Forbudt at stå stille Bekendtgørelsen handler om dagligdagens mere eller mindre bagatelagtige begivenheder, men faktisk giver den også ordensmagten ret til vidtgående indgreb over for borgere. En mand eller kvinde kan få forbud mod at stå stille på et bestemt sted - eller at gå frem og tilbage på kortere strækninger. Vedkommende skal være til gene for andre. Og en betingelse kan også være, at der er mistanke om strafbar adfærd. Forbuddet kan udstrækkes i to år. Reglen har politiet brugt mod prostituerede og mod alkoholikere og stofmisbrugere, der støjer og generer andre. Den bruges også mod personer, som mistænkes for at sælge hash.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























