Trafikken må vige for præsidenten

Det er præsident Bush, der sætter den trafikale dagsorden i hovedstadsområdet de kommende par dage. - Foto: AP
Det er præsident Bush, der sætter den trafikale dagsorden i hovedstadsområdet de kommende par dage. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Fra på et tidspunkt i aften når den amerikanske præsident Bush lander i Kastrup - ikke engang det nøjagtige ankomsttidspunkt kendes af offentligheden - og frem til han i morgen eftermiddag sætter kursen mod G8-topmødet i Skotland, er der en ting der er helt sikker: Ingenting er sikkert... Flere af detaljerne omkring besøget er mørkelagt af hensyn til sikkerheden, og derfor er det også helt åbent, hvad præsidentens besøg får af indflydelse på en af de ting som til daglig optager danskerne mest - nemlig trafikken. Det ligger dog fast, at det bliver besværligt at være trafikant i Nordsjælland og København i dag og i morgen, erkender politiet. Både når man kører i sin egen bil eller bruger kollektiv trafik. Men mere siger politiet ikke. Køer i vente Den amerikanske præsidents besøg vil resultere i, hvad politiet betegner som 'periodevise trafikophobinger', det som almindelige bilistere kalder køer, men trafikanterne kan ikke få mere præcis besked om hvilke veje, der lukkes af. »Vi bliver nødt til at operere med flere veje og ruter i det nordsjællandske område, og det vil sige, at vi ikke på forhånd kan sige, at den og den vej vil blive spærret af«, siger politiets talsmand, vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch til Ritzau. Først i sidste øjeblik beslutter politiet hvilken rute, man vil benytte sig af til onsdag at transportere Bush rundt i Nordsjælland fra Fredensborg til Marienborg og tilbage igen. Chauffører kritiske Den megen hemmelighedskræmmerei og det faktum at Bush overhovedet skal køres rundt i kortege, kritiseres af bus- og taxichaufførerne. »Det hele kunne være undgået, hvis Bush, ligesom Bill Clinton, brugte helikopter. Den lange bilkortege skaber en forkert start på onsdagen for en masse indbyggere i hovedstadsområdet,« siger Ole Danmark, fællestillidsmand for buschaufførerne i Arriva til 3F. Den stærkt befærdede Hillerødmotorvej og flere hovedveje i Nordsjælland bliver afspærret onsdag morgen. Tusindvis af pendlere opfordres til at tage meget tidligt på arbejde og bruge offentlige transportmidler. Der bliver ikke indsat ekstrabusser, oplyser HUR. Men en række buslinjer bliver omlagt. Sikkerhedsopbuddet påvirker også taxichaufførernes arbejdsvilkår. »Hele det store ståhej omkring hans besøg er ude af trit med dansk mentalitet,« siger Jørgen Enemarke, brancheformand for taxichaufførerne til 3F. Onsdag eftermiddag vil demonstrationer i København også have betydning for afviklingen af trafikken. Der er blandt andet anmeldt en demonstration onsdag kl. 14.00 foran den amerikanske ambassade på Østerbro.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her