Det er en udbredt opfattelse, at betonbyggeri giver dårligt indeklima. Men den myte punkteres i en ny rapport fra Teknologisk Institut, som har undersøgt de mest almindelige betontyper for at finde ud af, om betonen skulle indeholde stoffer, som senere afgives til omgivelserne. Men betonens dårlige ry er ufortjent, konkluderer seniorkonsulent Jørn Bødker i instituttets blad Viden & Vækst. Langt fra grænseværdier »Undersøgelsen konkluderer klart og entydigt, at beton ikke i sig selv er årsag til dårligt indeklima. De mængder af forskelligartede stoffer, der afgives fra beton, er uhyre små - langt, langt under eventuelle grænseværdier, og er derfor ikke til gene - endsige skadelige - for hverken mennesker eller dyr«, siger Jørn Bødker. Beton laves af sand, sten og cement, der igen er fremstillet af en blanding af kalk, sand og ler. Det er alle uorganiske stoffer, der ikke afgiver fordampning. Der tilsættes imidlertid forskellige stoffer til betonen, og det er rester efter disse stoffer, der er blevet undersøgt for. Det kan for eksempel være den olie, der bruges til at smøre støbeforme og maskiner med. Og det kan være den flyveaske, der er et restprodukt fra kraftværkers elproduktion, som ofte tilsættes beton for at sænke prisen. Små mængder Konklusionen på de kemiske målinger er, at de stoffer, der vitterligt kan spores, er til stede i uhyre små mængder. Der findes i dag ingen godkendte prøvnings- og mærkningskriterier for indeklimamærkning af beton. »Men hvis der gjorde, ville de betontyper, som vi har undersøgt, opnå godkendelse«, siger Jørn Bødker. Arbejdet med at undersøge betonen og eventuelle dampe er udført for Miljøstyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























