Én anholdt under antiBush-demo

Kom i sort og vær vrede, hed det i indkaldelsen til det autonome demonstrationstog. - Foto: Thomas Borberg
Kom i sort og vær vrede, hed det i indkaldelsen til det autonome demonstrationstog. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Omkring 150 autonome har til aften demonstreret mod den amerikanske præsident under paroler som 'Død over imperialismen, død over Bush' og 'Død over Danmark'. Demonstranterne har desuden forsøgt at brænde et amerikansk flag af. Men demonstranterne fik kun brændt et mindre hul i kunststofflaget, inden ilden døde ud. I stedet knækkede flokken flaget og trampede på det. En anholdt Demonstrationen begyndte på Christianshavns Torv og gik - mandsopdækket af politiet - via den indre by i København mod den amerikanske ambassade på Østerbro. Politiet oplyser, at demonstrationen forløb fredeligt trods de krigeriske paroler og gestus. En enkelt person er blevet anholdt for at ikke at følge politiets anvisninger. Vrede og sortklædte I indkaldelsen til demonstrationen havde deltagerne fået besked på at møde 'med vrede' og 'i sort tøj'. Langt hovedparten af demonstranterne efterkommer dresscoden og humør-diktatet. Slagordene, der er blevet fyret af i regnvejret undervejs gennem byen, har været f.eks. 'imperialismen skal knuses' og 'George Bush - we know your dad was a killer too'. Tumult ved ambassade Da demonstrationen ankom til den amerikanske ambassade på Østerbro, opstod der tumult. Politiet ville ikke lade de autonome gå på gaden foran ambassaden og forsøgte derfor at presse de unge ind mod fortovet. Brændte dukke af Demonstranterne svarede igen med at kaste nogle flasker mod politiet og finde langefingeren frem. Efter nogle minutters spændt stemning trak politiet sig dog tilbage, og demonstationen fortsatte. De godt tre timers krigeriske råb i regnen sluttede på Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor præsident Bush i dukkeform gik op i røg - til stor begejstring for de fremmødte. Roligt i Fælleden Anderledes roligt var der i Fælledparken, hvor blandt andre Rasmus Nøhr, Carpark North, Bikstok Røgsystem og Mikael Simpson slap deres musik løs til en gratis koncert arrangeret af en gruppe »tværpolitiske unge« med god praktisk og økonomisk hjælp fra en række faglige organisationer. En frihedsgudinde på hjul med hævet, rygende fakkel - og ordene 'Freedom to pollute' skrevet på sin tavle med uafhængighedserklæringen - vogtede den over 1.000 mand store flok på plænen sammen med en statue af en nøgen mand med alt for tydelige ribben og indsunkne kinder. Lille Live 8 Koncerten var en lille og dansk version af lørdagens verdensomspændende Live 8-koncerter med globalt krav om at bekæmpe fattigdom på det G8-møde, som præsident George W. Bush skal af sted til i Skotland. To store røde 'ØV', et enkelt 'Send Bush til Guantánamo' og et 'Vores Bush-chauffør kan ikke køre bus' var blandt de få bannere, der blev luftet i Fælledparken, og politiet holdt sig usynlige i sidegaderne. Til gengæld var der masser af picnic på tæpper. Der var vin i glas på stilk, øl i dåser og sodavand på flaske. Og der var engangsgrill og tupperware - så længe himlen holdt regndråberne tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her