Hovedpine og migræneanfald plager danskere og andre europæere så kraftigt, at det årligt koster samfundet milliarder af kroner i blandt andet sundhedsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Ifølge en omfattende rapport om lidelser i hjernen, der er udgivet af Det Europæiske Hjerneråd, påvirker hovedpine danske lønmodtagere så voldsomt, at op mod 15 procent vælger at melde sig syg, mens smerterne står på. Forringet indsats en uge om året Beregninger viser, at hovedpine forringer danskernes indsats på jobbet i mindst en arbejdsuge om året - hvoraf mindst en af dagene kræver sygemelding. Det lyder måske ikke af meget. Men tallet løber hurtigt op, hvis man som i rapporten antager, at hovedpine generelt rammer halvdelen af befolkningen. Man regner med, at cirka 3 procent af danskerne dagligt lider af hovedpine. Mere migræne Dertil skal lægges migræneanfald, der plager cirka 350.000 danskere. Et anfald inddrager mindst to en halv arbejdsdag om året. Alene migræne vurderes i rapporten at koste Danmark over 2,1 mia. kr. om året i direkte og indirekte udgifter. »Vi oplever hele tiden, at omfanget af både hovedpine og migræne stiger. Vi ved faktisk ikke hvorfor. Men stress er helt klart en vigtig faktor«, siger Jes Olesen, professor i neurologi, og præsident for Det Europæiske Hjerneråd (European Brain Council), der står bag undersøgelsen. Behov for mere forskning Jes Olesen, der er blandt verdens førende forskere i hovedpine og migræne, mener, at der er brug for øget forskning på området, hvis problemet skal under kontrol. Det gælder også alle andre lidelser, der påvirker hjernen - menneskets vigtigste og mest uerstattelige organ. »Der findes stort set ikke den familie i Danmark, der ikke har relation til et menneske med en hjernesygdom. Det påvirker os alle«, siger Jes Olesen. Rapporten fra Det Europæiske Hjerneråd er den første, der forsøger at regne på de samlede samfundsudgifter forbundet med hjernelidelser. Koster samfundet miliarder Den skønner, at hver fjerde europæer lider af mindst en af de 12 hyppigste psykiske og neurologiske lidelser, heriblandt depressioner, angst, medicin- og alkoholforbrug, demens og hjernetumorer. Alene i Danmark skønnes sygdommene at koste samfundet over 37 mia. kr. om året. Dertil skal lægges de store udgifter til blandt andet udviklingsforstyrrelser. Ifølge rapporten lider 1,4 millioner danskere i dag af hjernerelaterede sygdomme, hvoraf størstedelen skyldes migræne, angst eller depression.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























