Nedsat kontanthjælp lammer

At spise hjemme hos mor er naturligt nok. For hyggens skyld. Også når man er en kvinde på et halvt hundrede år med to voksne børn. Men hvis det er tiggergang for at få fast føde sidst på måneden, er det ydmygende. Sådan er kontoruddannede Annie Hougaard Frederiksens verden blevet, efter at Folketinget for halvandet år siden indførte loft over kontanthjælpen. Hver måned har hun 1.700 koner tilbage at leve for til mad, transport, fornøjelser, tøj. »Jeg ikke alene spiser hjemme hos min mor og hendes nye mand nu og da. Jeg har også en stor gæld hos dem. Det værste er, når min mor siger: »Årh, det er også synd - bare det snart bliver bedre«. Det er ikke til at holde ud«. Ryggen kunne ikke længere Loftet er indført for at skubbe til de ledige, så de selv finder sig et job. Men som Annie siger: »Min selvtillid bliver ødelagt, når jeg hele tiden skal bekymre mig om næste dag«. For bare fire år siden havde Annie Hougaard Frederiksen job i en tøjforretning. Men så kunne ryggen ikke længere. Efter en længere sygeperiode kom hun i aktivering. Men som Annie selv konstaterer: »Jeg var ikke rask nok«. Angst og uro Bag det gemmer sig ikke bare rygproblemer, men også en psyke, der er slidt godt nervøs. Annie døjer med angst og uro og skal tage sig gevaldigt sammen, når hun skal konfrontere verden. Dertil kommer en stofskiftesygdom, der udmatter. Næste forsøg på at hanke op i Annies liv var at lade hende gennemføre en etårig uddannelse som voksenunderviser. Det gik egentlig godt. Men: Hun var bare ikke rask nok til fast job. Ikke flere dagpenge Nyt aktiveringsforsøg. Nu på Kofoeds Skole på Amager. I Tøjdepotet, hvor genbrugstøj forvandles til gratis beklædningsgenstande. Her var hun på dagpenge indtil sidste år, da dagpengesystemet sagde stop. Annie kunne holde sammen på stumperne med almindelig kontanthjælp. Først da hun efter seks måneder fik kontanthjælpsloftets konsekvenser at mærke i form af 1.000 færre kr. før skat, mistede Annie den økonomiske værdighed. »500 kroner mindre betyder, at der ikke er mad i den sidste uge«. Hun måtte sige sit telefonabonnement op, har skruet tv-pakken ned til den mindst mulige og overvejet at sige sine forsikringer op. Så kom skilsmissen i fjor. Hunden vil hun altså ikke aflive. Nu er Annie indstillet til fleksjob - et job på halv tid, hvor det offentlige betaler en del af lønnen. Annie har været til én jobsamtale på kontor på et gymnasium. Det blev besat af en anden. Materiel fattigdom Mange vil mene, at Annie burde førtidspensioneres. Selv er hun usikker. Under alle omstændigheder har hendes sagsbehandler i kommunen ment noget andet. Lederen af Tøjdepotet, Karin Larsen, har været 24 år på Kofoeds Skole, og hun er rystet: »Jeg har aldrig før set materiel fattigdom på den måde. Vi har mange som Annie. Der er jo ikke tale om mennesker med misbrug, men om borgere, der bare er for syge til at klare et fuldtidsjob«. Forstanderen på Kofoeds Skole, Jens Ole Bjørkøe, fastslår, at mennesker med en cocktail af problemer ikke kan piskes i gang. »Man giver samme medicin til alle. Dårlig økonomi er en tue, der kan vælte læsset for mange. Det lammer dem«. Skrevet op til mindre lejlighed Annies hverdagsbudget kunne måske presses yderligere. Hun får udbetalt 9.100 kroner og har faste udgifter på 7.400 kr. Der er jo smøgerne. Et rygestopkursus er hendes næste projekt. Men cigaretterne dulmer så dejligt. Nu hvor de to store drenge er flyttet hjemmefra, kunne hun også godt bruge noget, der var billigere end den lille treværelses til 5.000 kr. Hun er skrevet op. »Men hvor finder man en billig toværelses? Jeg kunne bo på værelse, men ... en kvinde i min alder?«.