Først ventede lærere og elever utålmodigt på at få at vide, hvordan de skal håndtere den nye sammenlægning af fysik/kemi og biologi fra næste skoleår. Så sendte Undervisningsministeriet endelig et forslag ud til høring. Og nu er usikkerheden større end nogensinde. Baggrunden er beslutningen om fremover at lade folkeskolens afgangselever gå op til en samlet prøve i fysik, kemi og biologi. Mere usikkerhed Det skal ske allerede fra det kommende skoleår, men først nu, en uges tid inde i sommerferien, har skoler, elever og de lærere, der skal tilrettelægge deres undervisning efter det nye system, fået et bud på, hvordan det skal foregå. Og det forslag rummer en tilføjelse, der har vakt om muligt endnu mere tvivl og usikkerhed, end der i forvejen herskede. Følgebrevet slutter nemlig af med en tilføjelse, om, at den længe ventede ordning ikke helt står til troende. Den vil, som det hedder, »kunne blive ændret, da der pågår overvejelser om at ændre rammerne for denne prøve«. »Det er simpelthen utilfredsstillende«, siger den ansvarlige på området i Danmarks Lærerforening, pædagogisk konsulent Leif Helstrup. »I stedet for den nødvendige klarhed har ministeriet skabt endnu mere usikkerhed. Ingen ved, hvad de skal regne med nu«. »Endelig får vi noget ud, og så står der faktisk, at det godt kan være, det ændres, når ministeriet er færdig med sine overvejelser. Det er dårlig behandling af de skoler og lærere, der skal tage højde for det i deres undervisning, og af de elever, det berører«, siger Leif Helstrup. Skriftlig prøve Lærerne er i disse uger i fuld gang med at planlægge næste skoleårs undervisning, og det er derfor, de har ventet utålmodigt på Undervisningsministeriets udspil. De mener, som det har fremgået af Politiken, at forskellige prøveformer lægger op til forskellige former for undervisning. Men lærerne har ikke vidst, hvor meget fagene fysik/kemi og biologi hver især skulle vægtes, og om gruppeeksamen afskaffes. De har heller ikke været klar over, om prøven skulle være en prøve efter lodtrækning, hvor eleverne kun høres i et af fagområderne, om de skal høres i begge fagområder efter tur, eller om de vil komme op i et tværfagligt emne, hvor de skal trække på alle deres naturfaglige færdigheder. Af Undervisningsministeriets høringsmateriale fremgår det nu, at ministeriet forestiller sig en skriftlig prøve på en time med en halv time til hvert fagområde. Derudover en praktisk og mundtlig prøve, som skolerne selv kan vælge, hvordan de vil tilrettelægge efter en af to foreslåede modeller: Enten kan skolen give eleverne et døgns forberedelsestid, eventuelt i fællesskab med kammerater, hvorefter de hver især kommer op i et emne. Eller skolerne kan vælge en model, hvor seks elever »individuelt, men samtidigt« udfører en opgave på to timer, mens lærer og censor hører om deres overvejelser undervejs. Det tolkes af nogle høringsparter, som om gruppeeksamen er afskaffet. Andre glæder sig over, at den er bevaret. Usikkerheden vil være en af lærernes hovedindvendinger, når de inden 7. juli indsender deres ændringsforslag til Undervisningsministeriet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























