Ingen hjælp til familier i orlovsknibe

Lyt til artiklen

Der er ingen hjælp at hente fra regeringen til de familier, som uden egen skyld har mistet retten til børnepasningsorlov. Det fremgår af svarene på tre spørgsmål, som Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr har stillet til familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K). Kulturminister Brian Mikkelsen (K), der er fungerende familie- og forbrugerminister, skriver i svarene, at hvis der skulle gives yderligere dispensation til disse familier, ville det åbne adgang til børnepasningsorlov for personer fra hele EU, som ikke forud for 2005 har haft tilknytning til Danmark. Ikke registreret Som omtalt i Politiken for nylig er nogle familier kommet i klemme, fordi de aldrig har fået det brev fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som de skulle reagere på senest 1. april 2004, hvis de ville bevare deres ret til at tage børnepasningsorlov. Andre har svaret, som de skulle, men er ikke blevet registreret og har derfor også mistet deres orlovsret. Ifølge Brian Mikkelsen har Familie- og Forbrugerministeriet modtaget cirka 20 skriftlige og nogle telefoniske henvendelser af den art. Vil ikke hjælpe Han bekræfter i svarene, at brevene ikke er sendt anbefalet, men anfører samtidig, at det slet ikke står i loven, at familierne skulle orienteres per brev. Det fremgik blot af bemærkningerne til loven, at beskæftigelsesministeren - som området på det tidspunkt hørte ind under - ville benytte den fremgangsmåde. Loven indeholdt en mulighed for dispensation i særlige tilfælde, men den udløb ved årsskiftet. Og familie- og forbrugerministeren er vil ikke gøre noget for de få familier, der drejer sig om. »Det er naturligvis vanskeligt for de personer, ordningen rammer, men jeg har ingen bemærkninger til den valgte fremgangsmåde«, skriver Brian Mikkelsen. Vigtig lov Jørgen Arbo-Bæhr er ikke tilfreds med svarene. »Når der stod, at der ville blive udsendt brev til alle, går normalt tænkende mennesker ud fra, at brevene bliver sendt anbefalet. Vi har jo at gøre med en lov, som kan have stor betydning for de berørte menneskers liv«, siger Jørgen Arbo-Bæhr. Det kan Lars Christensen og hans familie tale med om. Som omtalt i Politiken sidder familien i Barcelona, hvor han er nødt til at finde arbejde i stedet for at holde et års børnepasningsorlov med 60 procent af dagpengene. Jobbet i Danmark har han måttet sige op. Jørgen Arbo-Bæhr oplyser, at han straks ved folketingsårets start vil stille forslag om en lovændring, så fristen for at melde tilbage og dermed bevare retten til børnepasningsorlov forlænges til 1. april næste år. I mellemtiden klager Lars Christensen til Folketingets Ombudsmand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her