Reform giver billigere slik og sodavand

Lyt til artiklen

Sodavand, slik og sukker vil blive billigere som følge af EU's sukkerreform, vurderer Forbrugerrådet. »Danskerne spiser meget sukker. Og alle de steder, hvor sukkeret indgår, vil det betyde prisfald«, siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, der også er formand for den europæiske forbrugerorganisation BEUC. Hver dansker spiser i gennemsnit over 40 kilo sukker om året. Prisfald på vej De kunstigt høje råvarepriser på sukker er i dag tre gange verdensmarkedsprisen. Når prisen som følge af reformen har fundet et mere naturligt leje, vil det betyde, at prisen på en pakke sukker i supermarkedet vil falde 15-30 procent, vurderer Rasmus Kjeldahl. »Samlet set er der en betydelig velfærdsgevinst. Også fordi man som forbruger kan købe sukker med en bedre smag i munden, når man ikke længere støtter EU's uetiske politik, der har betydet stor fattigdom«, siger han. Bekymrede bønder Reformen vil dog gå ud over de omkring 4.600 danske sukkerproducenter, der i løbet af to år kan forvente en indtægt fra sukkerroerne, der er 42 procent lavere end i dag. Og det vækker bekymring i landbruget. »Det vil lægge et enormt pres på den enkelte producent, der må overveje sin fremtid. Derfor går vi efter kompensation til den enkelte landmand«, siger Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke. Han forudser, at det bliver svært at holde fast i den danske sukkerproduktion. Det samme gør De Danske Sukkerroedyrkere, der forener de danske sukkerproducenter. De har regnet ud, at en dansk sukkerproducent af gennemsnitlig størrelse med den nye reform vil tabe 100.000 kroner efter EU's kompensation. 6.000 job på spil »Jeg er meget bekymret. Vi står til at inkassere et enormt tab. På kortere sigt tror jeg dog, vi vil kunne konkurrere ved at producere samme mængde sukker på langt færre landbrug og i nærheden af Daniscos fabrikker«, siger Jørn Dalby, formand for De Danske Sukkerroedyrkere. Han frygter dog, at reformen i værste fald kan koste 5.000-6.000 arbejdspladser i sukkerindustrien. En af de 4.600 sukkerproducenter, der kommer i direkte berøring med EU-kniven, er Jens Aage Nielsen fra Falster. Han har 80 hektar sukkerroer ud af sine samlede 600 hektar og står til at kunne miste 400.000 kroner i årsindtægt. »Jeg vil da håbe, at man tænker sig lidt om, så man ikke bare fjerner vores eksistensgrundlag. Det bliver en hård kamp, og nogle vil falde af i svinget«, siger Jens Aage Nielsen, der forudser at måtte fyre en af sine fire medarbejdere og slå sin sukkerproduktion sammen med 5-7 andre, så omkostningerne til for eksempel maskiner og gødning kan bringes ned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her