Sandy Brinck: De sidste tre måneder har været hårde

Hun vil ikke smække med døren. Men det har hun allerede gjort. Siden formandsskiftet i Socialdemokratiet 12. april har 33-årige Sandy Brinck været den skarpeste kritiker af partiets nye ledelse. Nu forlader hun folketingsgruppen til fordel for et job som fuldmægtig i Amtsrådsforeningen. Sandy Brinck, et job hos amterne som bliver nedlagt her efter nytår - du må have travlt med at komme væk? »Nej, det har jeg sådan set ikke. Det er jo et job og en organisation, der står over for nogle spændende udfordringer - også med at reorganisere sig og få implementeret en strukturreform«. Hånden på hjertet - hvorfor går du?

»Det gør jeg ganske simpelt fordi, jeg jo er en af dem, der er kommet direkte fra skolebænken og ind på Christiansborg. Og jeg har hele tiden vidst med mig selv - også da jeg stillede op - at jeg på et eller andet tidspunkt skulle ud og have nogle andre erfaringer at putte i rygsækken. Så kan man altid spørge: Hvornår kommer det dér tidspunkt?« Hvad er det så konkret, der gør, at nu er det rigtige tidspunkt?

»Det er, at der kommer en stilling, som jeg synes, lyder enormt spændende, og hvor jeg kan gøre brug af de erfaringer, som jeg har fra seks år på Borgen«. Var du gået nu, hvis Frank Jensen var blevet formand? »Måske ikke på det her tidspunkt. Men min holdning havde været akkurat den samme i forhold til, at jeg på et tidspunkt skulle ud og fylde noget andet på«. Men du har været kraftigt på kant med den nye linje efter formandsskiftet - senest omkring integrationsaftalen, men også om efterlønnen, ansættelsen af Morten Boje som Helle Thorning-Schmidts personlige rådgiver osv. Der er vel også politiske grunde til, at du vælger at gå nu?

»Hvis man skal lægge 60-70 af sine vågne timer om ugen i et hverv, så er det lysten, der skal drive værket. Og jer, der har fulgt os gennem det seneste par måneder, kan måske godt forstå, at det ind imellem har kunnet knibe med motivationen«. »Og hvis man ikke kan kaste sig fuldt engageret ind i det job, det er at være politiker, så synes jeg ikke, at man skal sidde og varme taburetten. Så må man lade nogle andre komme til. Så på den måde kan man selvfølgelig sige, at det har haft en indvirkning. Men faktisk nærmere, at det har gjort det lettere, at effektuere en gammel beslutning«. Det har været hårdtHvad har været værst i de sidste tre måneder? »Altså; jeg synes jo, det er enormt svært at tage afsked med det her hus og de mennesker, der er på Christiansborg. Jeg har haft seks helt fantastiske år, hvor jeg har fået lov til at nyde mennesker, som jeg ellers aldrig var rendt ind i, se facetter af samfundet som jeg ellers aldrig havde mødt på min vej. Og det synes jeg faktisk er den største fordel ved at være medlem af Folketinget«. Hvordan vil du betegne de sidste tre måneder i forhold til de andre seks år?

»Det har været hårdt«. Er dit farvel også et tegn på, at den nye ledelses linje ligger så fast, at det er håbløst at kæmpe for en anden?

»Nej, det tror jeg ikke. Som jeg ser det, er man kun lige begyndt. Der er jo ikke nogen fast linje. Det synes jeg også er meget naturligt, når man tænker på, at Helle er blevet formand på et tidspunkt, hvor hele strukturen var under forhandling, og i det hele taget er foråret jo et meget hektisk tidspunkt på Christiansborg. Den opgave ligger foran os, og jeg kan bare sige, at det må nogle andre nu påtage sig«. Men med dig mister partiet jo en af sine stærkeste drivkræfter i retning af en mere venstreorienteret socialdemokratisk linje? »Jeg takker for de pæne ord. Men jeg ved også, når jeg kigger mig rundt i gruppen, at der er mange gode kræfter, som har gode holdninger, og som selvfølgelig vil bidrage med de holdninger i den her proces«. Så det kan ikke udlægges som en sejr for den mere højreorienterede del af dit parti? »I kan jo sådan set vælge at udlægge det, som I vil. Jeg kan jo være fløjtende ligeglad«.