Familien til den dræbte fra skudopgøret på Café Rust på Nørrebro lover, at den ikke vil søge hævn og lade følelserne koge over. Imam Abu Laban fra Det Islamiske Trossamfund i København havde onsdag et møde med en af den dræbtes ældre brødre, som netop er vendt hjem fra Vestbredden. »Den dræbtes bror sagde til mig, at familien ikke ønsker hævn, og at han og hans brødre vil udvise selvkontrol og holde en lav profil«, siger Abu Laban. »Han fortalte mig, at hans forældre først agter at vende hjem om fem-seks måneder. Men de øvrige tre brødre vil komme hjem i løbet af en måneds tid - også ham, som er efterlyst af politiet«, siger Abu Laban. Deltog i overfald Ved skudopgøret for tre lørdage siden blev den 24-årige Ammar Hasan dræbt, mens hans ældste bror, Tumana Hasan, blev såret af to skud. Tumana blev efterfølgende sigtet for vold, fordi politiet mener, at han var med til at overfalde dørmanden på Rust, som trak en pistol. Tumana Hasan blev et par dage efter skudopgøret hentet ud af sin seng på Rigshospitalet af en gruppe hætteklædte mænd og har siden været forsvundet. Han er efterlyst af politiet. Den dræbtes familie har opholdt sig på Vestbredden de seneste par uger for at begrave deres familiemedlem. Abu Laban oplyser, at han på mødet ikke drøftede den fredsaftale, som den dræbtes far ifølge Islamisk Trossamfund har foreslået om, at der bliver fred, hvis drabsmanden og hans familie flytter ud af København. »Jeg var forsigtig med at bringe for mange emner op, fordi broderen stadig var tydeligt mærket af dødsfaldet«, siger Abu Laban. Retssager venter Broderen er ifølge Abu Laban vendt hjem nu for at tage sig af de retssager, som på grund af skudopgøret vil komme til at involvere familien. »Familien ønsker, at retssagerne kommer til at køre så gnidningsfrit som muligt« siger Abu Laban. Dørmanden på Rust, der affyrede skuddene, sidder fortsat fængslet. Men en af hans brødre udtrykker lettelse over, at den dræbtes familie ikke vil søge hævn. »Det er vi selvfølgelig glade for«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























