Et flertal uden om regeringen har givet sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et år til at forbyde de stoffer i cigaretter, der forstærker afhængigheden af tobaksvarer. Fra 1. juni næste år skal stofferne være væk - helst afskaffet i alle EU-landene. Men hvis det ikke kan nås, skal Danmark gå enegang. »Danmark skal være foregangsland med så skrappe regler som muligt. Dette forslag vil umiddelbart sætte en stopper for det, industrien putter i for at øge afhængigheden«, siger Enhedslistens Frank Aaen, der har stillet forslaget i Folketinget. Rygning koster menneskeliv Rygning er et af de største sundhedsproblemer i Danmark: Hvert år dør 12.000 danskere af rygning. Hver fjerde dansker over 13 år ryger hver dag. I dag findes der i Danmark ingen regler om, hvilke tilsætningsstoffer og aromastoffer der er tilladt i tobaksvarer, og derfor kan tobaksproducenterne helt legalt tilsætte stoffer, der øger afhængigheden. I øjeblikket arbejder EU's sundhedsministre på at stramme reglerne. EU-kommissionen har gjort 'Et røgfrit Europa' til en slaglinje, men arbejdet går langsomt og er allerede forsinket. »Nu er der ikke sket noget i EU i fem år, og derfor vil vi godt presse på«, siger Lone Møller, sundhedsordfører for Socialdemokratiet. Tyskland og Østrig har allerede forbudt visse stoffer i cigaretter, fordi EU-lovgivningen giver landene mulighed for at gå enegang. Minister får et år Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne ikke kommentere beslutningsforslaget. I et svar til Folketinget har han dog tidligere sagt, at et forbud kræver mere ekspertviden om de enkelte stoffer, end Danmark har alene. »Opgaven er for stor at løfte på nationalt niveau, hvorfor det er nødvendigt med et samarbejde flere lande imellem«, skrev han til Sundhedsudvalget 31. maj. Men et år burde være nok til at finde en løsning: »Nu giver vi jo ministeren mulighed for at få en afklaring fra EU. Og mon ikke, at EU vil lægge sig i selen«, siger Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























